Titlen, som er inspireret af Milan Kundera, pryder forsiden af en helt ny, gennemillustreret bog af billedkunstneren, Helle Louise Kierkegaard.
Bogen handler om kunst og beretningen om Helles snart 50-årige liv som kvinde, galleriejer, kunstner og mor til tre døtre, samt beretningen om, hvordan Hanstholm fyr viste vejen til Tranum Strandgård.
Helle er en kvinde, der følger sin intuition. Hun er oprindelig uddannet pædagog med billedkunst som speciale. Kunsten vandt over pædagogikken, og med baggrund i sin personlige kunstneriske karriere drev hun gennem en halv snes år galleri i København, desuden har hun arbejdet og studeret tre år i Miami, og i dag arbejder og udstiller hun både i Norge og på Færøerne, Island og Grønland.
I knap halvandet år har Helle boet permanent på Tranum Strandgård, ikke som en ferieflirt, men for alvor. Hun har lejet lejligheden på 1. sal af kommunen og har flyttet folkeregisteradresse. Hun har tilmed anskaffet sig hunden, Carla, som altid er der, hvis dagligdagen bliver for stille, og Helle har lyst til nogen at tale til.
Hvad vil hun i Jammerbugt, den nok mest kunstfattige kommune i Danmark?
Vi lavede et interview med hende i sommer, og det ligger også her på bloggen laes-om-en-kunstner-en-pige-med-et-aeble-og-en-borgmester-med-oeje-for-kunst/ Dengang fik vi kun en del af historien. Vi får næppe resten nu, men bogudgivelsen åbner døre til et eventyrligt kvindeunivers, hvor man, vi, læserne kan gå på opdagelse og forundres som ”Alice in Wonderland”.
Man skriver ikke sådan en bog uden selv at have været på en personlig rejse, også til afgrundens rand, og Helle er ikke kommet sovende til sin succes. Undervejs har hun kæmpet sine kampe, bl.a. med sygdom. Men hun er også en vinder, der ikke overraskende er født den 8. marts, dagen som i hundrede år har været kendt som ”Kvindernes internationale kampdag”.
”Jeg er et menneske, som er nysgerrig efter at gøre det umulige muligt,
at tro på at drømme kan føre til virkelighed”
citat fra bogen
Bogen
Vi er på besøg få dage før jul. En del af bogens oplag på 1000 stk. ligger stablet på et bord og venter på at blive ekspederet videre.
Vi sætter os i atelieret ved et bord, dækket med julelækkerier. Højtiden skal ikke kun markere Jesu fødsel, men også den forløsning en forfatter oplever ved at sidde med BOGEN, det fysiske resultat af mange års erfaringer, tanker og arbejde.
Og den er i sig selv et kunstværk, indbundet i lys, gråblå lærred, med Helles signatur, æblepigen gengivet i en enkel streg. Bogens første opslag er rødt, æblets, hjertets og kærlighedens farve, og herefter følger teksten på dansk og engelsk
De 240 sider viser adskillige af Helles værker i flot gengivelse, teksten er en meget personlig beretning, tanker og notater om et kvindeliv, skrevet med hjertets åbenhed som guide på talrige rejser i kunsten. Helle har ganske vist tidligere udgivet bøger, men denne er særlig, fordi hun har haft både redaktør og grafiker på bogen.
Helle står selv for udgivelsen, og hun lægger ikke skjul på, at den også er en kostbar investering.
– Heldigvis har ”Midtjyllands Kunstcenter” købt 500 eksemplarer, og der er allerede gang i salget. Centeret er en Gazellevirksomhed og et af Europas største gallerier, som ligger i Bryrup ved Silkeborg. Det er et spændende udstillingssted, og vores samarbejde, der startede i 2014, er et kæmpe privilegium for mig, for mens de sælger mine billeder, har jeg frihed til f.eks. at rejse. Dermed har galleriet og jeg gensidig glæde af hinanden.
Jeg ved, jeg har været heldig, for jeg har opnået det, mange kunstnere drømmer om, men jeg er også flittig og arbejder næsten altid.
Kunst er også arbejde
Det er vigtigt at have samarbejdspartnere, jeg kan stole på og lave klare aftaler om, hvilke forventninger vi har til hinanden. Uvist af hvilken grund er kunsten og galleribranchen blevet idylliseret, men i virkeligheden er det hårdt arbejde, og branchen er slet ikke så romantisk, som nogen måske tror, i virkeligheden er det som at have en hvilken som helst anden butik.
Jeg ved, hvad jeg taler om efter selv at have haft et flot galleri i hjertet af Islands Brygge i fem år, og før den tid et undergroundgalleri et andet sted i København. Jeg solgte udelukkende mine egne billeder, men det betød også, at jeg skulle male mellem kundeekspeditioner.
Det er i virkeligheden meget upraktisk, for der er stor forskel på at male et billede og være billedsælger. Selv om det var salg, jeg skulle leve af, forstyrrede det min maleproces, når der kom kunder i butikken. Jeg tabte tråden, når jeg blev revet ud af min koncentration..
Overordnet har jeg ikke noget imod at blive forstyrret, blot det ikke sker dagligt. Jeg er taknemmelig over også at have prøvet livet som galleriejer, men det er en lettelse for mig, at det nu er mig selv, der bestemmer over min tid.
I virkeligheden har coronaen givet mig et frirum, for jeg har haft god tid til at fordybe mig. Under ”normale omstændigheder” havde jeg været på farten, et smut til Island eller til Norge, hvor jeg i mange år har været tilknyttet et galleri i Oslo.
Jeg har også kunder, der kommer her på Strandgården for at se mine billeder eller i forbindelse med, at jeg maler personlige billeder på bestilling. Jeg kalder dem sjælemalerier, og inspirationen får jeg dels gennem min intuition, dels ved at lytte til modellens personlige historie.
Mor og kunstner
Helle kommer oprindelig fra Kolding, hvor hun blev uddannet pædagog, hun fortsatte uddannelsen som billedkunstner på Seminariet i Odense.
– Senere flyttede jeg med min mand til København, og som 26-årig fødte jeg vores første datter, Smilla.
Jeg var så optaget af min karriere, at jeg knap ænsede, at jeg blev mor. Men pludselig var der en lille pige, der også gjorde krav på mig, og selv om det kostede en del af min personlige frihed, var jeg vild med hende. Seks år senere fik jeg ikke én, men to små piger, tvillingerne Rosa og Vigga, som nu er 16 år og på efterskole.
Mens pigerne var små, rejste hele familien til Miami i en treårig periode, hvor jeg videreuddannede mig i billedkunst.
Selv om pigerne og jeg ikke bor sammen, er vi tæt knyttet til hinanden, de kommer ofte her på Strandgården. Men sandsynligvis vælger de at videreuddanne sig i København, hvor de er født og opvokset, så det ender nok med, at jeg også må finde et hus derovre for at være tættere på dem.
Vesterhavet og Hanstholm Fyr
Men jeg er ikke i tvivl om, at Vesterhavet og stedet her vil være min arbejdsmæssige base mange år fremover.
Kærligheden til området opstod, da jeg for 7 – 8 år siden blev hyret til at undervise på et kursus ved Hanstholm Fyr. Jeg faldt totalt for både Hanstholm og Fyret, hvor jeg ofte pendlede til og boede helt alene i weekender.
Selv om jeg gennem årene har besøgt mange fyrtårne, er Hanstholm Fyr det smukkeste, jeg har oplevet. I perioder har jeg boet der alene med ansvar for at lukke og slukke. Selv om det vist ikke var helt lovligt, tillod jeg mig at lægge mig til at sove lige under prismerne, mens de drejede rundt. Det var en vildt betagende oplevelse, som jeg ikke før nu har delt med nogen.
Siden er fyret og husene blevet smukt renoveret, og det er fortsat et fantastisk sted, som jeg håber bliver bevaret.
Tranum Strandgaard
– Efter de mange år i København, fik jeg stort behov for at komme ud i naturen, der havde også været sygdom i familien, og tiden var inde til at leve nogle drømme ud. Som kunstner har jeg rejst meget i ind- og udland. På et tidspunkt overvejede jeg at vende tilbage til Svendborg og Ærø, men helt tilfældigt dukkede Tranum Strandgård op.
Jeg var inviteret til at udstille på Strandgården, og uden at kende stedet, sagde jeg ja. Senere tog jeg over for at se på forholdene, og da der viste sig også at være en lejlighed, sagde jeg også ja til at leje den.
Et halvt år før jeg flyttede ind, havde coronaen meldt sin ankomst. Den satte en bremse for mange planer, bl.a. for undervisning og foredrag. Til gengæld fik jeg tid til at forbinde mig med stedet, og fik ro til at male, så nye tanker fik plads til at spire.
Jeg er en fri fugl, der gerne følger min intuition, og selv om jeg har rejst overalt i verden, er min sjæl dybt forbundet med Vesterhavet og området her, der er blevet en slags helle for mig, når jeg har behov for at trække mig tilbage til roen og stilheden, slutter Helle.
Og sådan gik det til, at Helle Louise blev en del af Jammerbugt Kommune.
