Meget spøgefuldt kan siges om at bo i et glashus, men for Leif Vange har det været alvor, siden han købte det tidligere Linnemanns Hotel, som udover glasværksted, udstilling og butik rummer privat bolig og ”Restaurant Glashuset”, som er bortforpagtet.
Gennem de sidste 30 år er det tidligere fiskerleje, Lønstrup, udviklet til et mekka for kunstnere og kunsthåndværkere, alle er forskellige, men med en fælles sans for kvalitet har de opbygget og vedligeholder fortsat byens gode ry, som betyder, at turister fra nær og fjern vender tilbage igen og igen.
Vi besøger Leif Vange en dag midt i marts. Butikken er åben, men værkstedet ligger ”coronastille” i venteposition, for der er ikke længe til påske og den sommersæson, der er vigtig for alle byens arbejdende værksteder og butikker.
Historien
Men stilheden betyder også, at Leif har tid til en kop kaffe og en snak om før og nu, det er nemlig slet ikke med glasset, historien tager sin begyndelse.
Han kommer oprindelig fra Aarhus, og som ung satsede han på en fremtid i shippingbranchen.
– Jeg var speditørelev og gik samtidig på studenterkursus. Det var i begyndelsen af 70’erne, for i lighed med mange af tidens unge overvejede jeg at læse psykologi.
Men, at det også var en fejltagelse, gik op for mig, da jeg skulle købe min første bil.
Forhandleren spurgte efter min titel, og før jeg nåede at tænke, røg det ud af munden :”Du kan skrive keramiker”!
På det tidspunkt havde jeg kun leget med lidt blomsterler. Jeg var flyttet til Aalborg, hvor min søster boede, og jeg havde leget lidt med en drejeskive, jeg havde købt til hende. Men jeg havde ingen tanker om at gøre leret til en levevej. Min søster kom nu aldrig til at bruge drejeskiven, men det gjorde jeg, og snart begyndte jeg at producere keramik, som jeg solgte i Thy-lejren. Det må have ligget i generne, for det, jeg kunne, havde jeg lært ved at øve mig
Efter at have arbejdet med ler i 10 år, følte jeg mig parat til at gå op til svendeprøve, og dermed fik jeg også papir på, at jeg er pottemager.
Ingstrup og ”Krukken”
Efter nogle år i Aalborg købte Leif og hans tidligere hustru, Aase, en ejendom i Gammel Ingstrup, langt væk fra ALT, og her kom der for alvor gang i keramikken. Bl.a. skabte han sammen med en kollega, Askel Krogh, den store krukke, der i mange år har stået som et vartegn ved den sydlige indkørsel til Ingstrup.
– Én af de flotteste, jeg har lavet, var 2,40 meter høj. Den stod i Strandby ved Farsø, men blev desværre ødelagt, da den blev påkørt af en lastbil. Den allerstørste er 3,40 meter høj og et bestillingsarbejde til Apotekerpladsen i Sønderborg.
Det er omstændeligt at lave de store krukker. Vi skulle være mindst fire om at dreje, bl.a. fordi processen er langsom, men det var spændende og tilmed god reklame.
Jeg var begyndt at sælge mine ting i Løkken, og salget gik udmærket, men snart dukkede flere op, bl.a. københavnere, der bare ville sælge skrammel og tjene nemme penge. Det gad jeg ikke, men det viste sig, at folk selv fandt ud til os på gården, selv om vi ikke skiltede med vores eksistens, men mest var synlige på grund af landets første vindmølle. Uden egentlig at have gjort noget for det, havde vi pludselig en rigtig god forretning.
Der boede faktisk en del kunsthåndværkere i området, og nogle trængte til at blive synlige. Jeg ville gerne give en hjælpende hånd, og efter at have luftet en idé med Hans Rottbøll senior fik vi lov til at starte udstillingen , ”Nordjyske keramikere” i hestestalden på Børglum Kloster, som blev en tilbagevendende tradition med mange besøgende. Det betød dels, at mange nordjyske keramikere pludselig kunne leve af deres håndværk, dels at vi som sammenslutning bl.a. kunne søge fonde til fælles projekter.
Lønstrup – badeby med muligheder
Vi var flere, der havde set muligheder i Lønstrup, den lille hyggelige by, der hvert år blev besøgt af mange turister. Jeg så muligheder i det gamle ”Linnemanns Hotel”, men da flere keramikere på det tidspunkt var flyttet til Lønstrup, tænkte jeg, at tiden var inde til at gå nye veje.
Det var heldigt, at vi var flere, der stod sammen om at redde Lønstrup fra at blive ”tivoliseret”, som det ofte skete i attraktive turistområder. Flere kunstnere og kunsthåndværkere valgte at slå sig ned, biografen blev også reddet og blev et andelsforetagende, som stadig kører rigtig godt med café og kulturelle arrangementer.
Vi var nogle, der gik sammen om at købe de små huse i midtbyen, og vi var tæt på at realisere planen om at lave en kunsthåndværkerskole. Vi havde tilmed lavet aftale med en kommende forstander, da det viste sig, at man på Bornholm havde fået 30 millioner kroner af Kulturministeriet til et lignende projekt.
Planen blev droppet, men vores samarbejde betød, at vi havde udstukket et fælles mål for byens videre udvikling. Og heldigvis lykkedes det ved fælles indsats at skabe et kulturelt kraftcenter til gavn for hele byen.
Glashuset
Jeg var blevet fascineret af glas, og derfor besøgte jeg glaspusteren i Skagen, Niels Christian Olsen, for at finde ud af, om det overhovedet var noget for mig.
Det var det. Og jeg kørte direkte fra Skagen til Lønstrup, hvor jeg skrev under på køb af det, der blev Lønstrups første glaspusteri, ”Glashuset”, og så gik jeg i gang.
Efter 20 år med ler, realiserede jeg nu en gammel drøm om at lave transparent keramik, og jeg blev optaget af de nye spændende muligheder, der pludselig åbnede sig.
– Nogle af teknikkerne overførte jeg fra leret til glasset, bl.a. kan jeg genkende de høns, jeg engang drejede og formede i ler, for senere genopstod de i glas. Jeg har prøvet det meste og elsker at lege og gå nye veje.
Vi er 3 – 4 medarbejdere på værkstedet, min kone Annette er uddannet keramiker, og selv om det først og fremmest er hende, der står for salg, eksperimenterer hun også, og har netop fået sin egen drejeskive.
Jeg er blevet 72, og nu er tiden inde til forandring. Et generationsskifte nærmer sig, men det betyder ikke, at jeg skal lave ”ingenting”. Efter de mange år med glas, kan jeg mærke, at keramikeren i mig vågner igen, og heldigvis har vi erhvervet ”Strandfogedgården” i Nørre Lyngby, hvor vi også har et stort værksted. Jeg har overtaget nogle store ovne fra keramikeren Stig Korsholm på Djursland, nogle ordentlige krabater, den ene vejer 17 tons. I øjeblikket er jeg i gang med at passe dem ind i Nørre Lyngby, og så skal der laves store krukker igen, siger Leif med begejstring i stemmen.
– Hvis jeg holder op med at lege, tror jeg, jeg dør, konstaterer han.
Næste generation
Min søn, Anders, har arvet interessen for glas. Oprindelig talte han ganske vist om at blive fisker , og jeg tror, det var en heldig disposition, at jeg forbød ham at lave glas – i håb om at vække hans interesse. Det lykkedes, og i ti år har han uddannet sig i bl.a. USA og hos Tobias Møhl i Ebeltoft, som er én af de ypperligste i landet. Og Anders er virkelig blevet dygtig.
Anders er i dag fyrre år, og han arbejder sammen med en kammerat på ”Strandfogedgården”, hvor jeg har indrettet glasværksted, til hjælp i perioder med spidsbelastning. Det er også et sted, hvor der ikke kommer så mange mennesker, så der er ro til at eksperimentere og lege, hvilket der også skal være tid og plads til, når man arbejder kreativt.
Personligt eksperimenterer jeg selv lige nu med at lave lerfigurer, til støbning i bronze. Jeg går altid ad nye veje. Det eneste, jeg aldrig har beskæftiget mig med, er maleri, måske fordi jeg er rød/grøn farveblind.
”Glashuset” har nu eksisteret i mere end 25 år og er i dag en familievirksomhed, drevet af Anders, Annette og Leif Vange. Fremtiden er sikret, for i dag er virksomheden ejet af en fond, som sikrer, at overskuddet tilfalder byen
– Vi har et rigtig godt værksted, men Anders interesserer sig ikke for penge eller bygninger. Personlig har jeg altid været generøs i forhold til mennesker og idéer, jeg stoler på, og den holdning må fortsat gerne præge stedet, og med fonden kan jeg sikre ”en god aflevering” til fremtiden.
Fremtidens glaskunstnere
– Man kan ikke længere uddanne sig til glaspuster, ligesom pottemager heller ikke mere er en uddannelse, forklarer Leif. Glas og keramikskolen på Bornholm er i dag underlagt Designskolen i København. Dermed er det blevet en akademisk uddannelse, som kan føre til en mastergrad, men det betyder, at sjælen har forladt det gode håndværk. Det er synd, for de unge tørster efter lærere af kød og blod, nogen der selv har håndværket som levebrød som modvægt til undervisere, der ikke mestrer håndværket, men er dygtige til at søge fondsmidler.
Ambitioner er forskellige
Jeg har selv prøvet at være med på ”parnassset”, som del af det såkaldt gode selskab på en stor udstilling i København. Men det var en træls oplevelse. Jeg bryder mig ikke om folk med rundsave på albuerne, der bare taler dårligt om hinanden. Og da jeg hverken har intentioner om at sælge til USA eller deltage i fancy udstillinger i ind- og udland, gjorde jeg op med mig selv, at jeg allerhelst koncentrerer min energi og mit arbejde her, hvor jeg bor, og hvor jeg også møder de mennesker, der er interesserede i mine ting.
”Glashuset” er ikke en engrosvirksomhed, men sælger selv alt, hvad de producerer og gør ikke meget for at reklamere.
– Men selvfølgelig er jeg glad for, at vores nabo, ”Feriepartner” har valgt at promovere os i området som ”årets kunstner” på hele fire sider i årets brochure.
Det sublime glashåndværk
Leif Vange har sat normen for den tårnhøje kvalitet, der præger, ikke kun glasset fra hans værksted, men alt, hvad han beskæftiger sig med. Og kunder, der vil have et af hans værker lægger gerne turen forbi Lønstrup
– Vi gør os umage med alt, hvad vi laver, sideløbende med, at vi hele tiden fornyer os, slutter Leif Vange.
