Forleden ringede telefonen, og en glad stemme sagde: Det er Meta, jeg kom i tanker om, at jeg glemte at fortælle, at mor havde fransk vask og strygning om sommeren.
Og Meta fortalte, så jeg fornemmede duften af det kridhvide sengetøj, der tørrede i sol og vind med den klare blå himmel som baggrund i tredivernes Blokhus
– Som det dengang var kutyme boede vi i baghuset, mens sommergæsterne var indlogeret i forhuset, der udenfor sæsonen var vores hjem, fortsatte Meta.
Det var om sommeren, vi skulle tjene til hele året, og ordnede bl.a. musikernes skjorter, så de så godt ud, når de spillede til dans om aftenen. Det var en fin tjans, for de gav gode drikkepenge.
En episode glemmer jeg aldrig. Mor havde stillet en skål med stivelse på bænken udenfor huset, da der kom en mand med en meget snavset hund. Han spurgte om han kunne få lov at vaske hundepelsen, inden skidtet tørrede ind. Mor stillede en skål med sæbevand og gik tilbage til sit arbejde. Senere opdagede hun, at skålen med stivelse var tom, manden havde altså taget fejl og vasket hunden, en Airedale terrier i stivelsen, og jeg har ofte tænkt på, hvordan den krøllede pels har set ud, da den tørrede, sluttede Meta.
Meta Bruhn
Nogle dage forinden havde jeg besøgt Meta i hendes hus på Kærvej. Det var hendes søn, Jan Bruhn, tidligere læge i Kaas, der foreslog, at jeg besøgte hans mor, fordi hun havde så meget at fortælle fra sin barndom og ungdom i Blokhus.
Og Jan havde ikke overdrevet.
Billedet med køerne er malet af Blokhusmaleren Anders Hune, og i virkeligheden var det ikke til salg.
– Vi besøgte ham, da han var flyttet til Frejlev, og selv om maleriet hang over husets kamin, var jeg ikke i tvivl om, at det var det, jeg ville have. Og jeg endte med at få lov til at købe det.
Meta var et dejligt bekendtskab, en sand guldgrube af historier fra en tid, der snart går i glemme-bogen. Der er tyve års aldersforskel mellem os, men et godt stykke ad vejen genkendte jeg tidsbillederne. Og så havde Meta et renæssanceskab i sin stue, præcis som det, der stod i mit eget barndomshjem. Vi havde meget at tale om, Meta og jeg, og med lys, kaffe og fastelavnsboller på bordet, var der lagt op til hygge i en tidslomme.
Meta har boet i huset siden november 1952. Det var hendes far, murermesteren fra Blokhus, der byggede huset til hende og ægtefællen, Arne. Indtil da havde de boet dels i baghuset hos Metas forældre, dels i ”Hjemly”, et fiskerhus i Løkken, hvor Jan blev født i 1950.
– Min mand, der var kommunebogholder, kom oprindelig fra Aalborg. Efter en kort afstikker til Sjælland vidste han, at det var i Nordjylland, han hørte til. Heldigvis var der en ledig stilling i Aabybro, og min far og Arne kørte en dag ud for at se, om der var et hus her i området. Forgæves, men på Kærvej var en ledig grund, hvor far besluttede at bygge et hus til os.
Og nu har den flotte murermestervilla i snart 70 år dannet ramme om Metas liv.
Minder om Blokhus i besættelsestiden
Meta har ikke været på arbejdsmarkedet, siden hun var ung under krigen.
– Jeg var 14 år, da tyskerne kom. Jeg ville gerne have været på Realskolen i Aabybro, men det kunne der ikke være tale om, for det havde mine to ældre søskende ikke været.
Men som alle andre havde jeg sommerjobs i Blokhus.
Mine bedsteforældre boede i det hus, hvor nu ejendomsmægler Thorkild Kristensen har kontor. Overfor ved det nuværende ”Lanternen” havde bedstemor iskiosk om sommeren. Bedstefar, Jens Christian Jensen, havde forskellige jobs ved siden af sit arbejde i skoven. Bl.a. gik han med sin sorte mappe rundt i byen og opkrævede ”lyspenge”, betaling for el. Udover opkrævningerne bragte han også beskeder rundt mellem byens borgere, for det var jo før telefonen blev almindelig.
Bussen til Aalborg hed ”Karlsvognen” , og ud for dens holdeplads lå et lille hus. Her boede familien Elefsen, og jeg husker, at bedstefar, den spasmager, en gang på sin tur med regninger inviterede nogle af byens damer til kaffe hos fru Elefsen den følgende dag. Fruen selv var uvidende om arrangementet, og hun blev noget overrasket, da der den følgende dag kom damegæster bedst som hun stod midt i storvasken. Indtil det gik op for hende, at det var bedstefar, der igen havde været på spil.
På et tidspunkt, hvor bedstefar ikke havde tilstrækkeligt at lave, købte han en strikkemaskine og lærte sig selv at strikke, og det er ham, der lagde navn til den kendte ”Strikkerens vej” i Blokhus.
Ved siden af mine bedsteforældre boede en enlig mand, der havde det, man dengang kaldte ”rystesyge”. Han var dog ikke hårdere angrebet, end han udførte småreparationer for folk. Jeg husker tydeligt, hvor der blev snakket i byen, da han som 72-årig fik en husbestyrerinde på 27, og kort tid efter var hun gravid og fik en søn.
Jeg husker også hotel Nordsøen og bager Hellum, en meget stor mand, der havde forretning ved siden af bedstemors iskiosk. I nabohuset havde en enlig dame en trikotageforretning, og så var der Carl Nielsens købmandsbutik. Han var tidligere sømand og gift med Antoinette, en sød belgisk dame, der ekspederede i butikken. Frisk kød blev leveret af slagter Jansen og slagter Nørgaard, der begge kom hertil i hestevogn, og senere fik Jansen et lille kødudsalg.
I et andet hus på Aalborgvej boede familien Pirupshvarre. Han var VVS-mand, og konen havde mælkeudsalg. Han kunne lidt af hvert og gav sig også af med at klippe, ikke kun sin egen familie, men folk i almindelighed.
Længere mod vest lå den gamle Strandingskro. Der var hyggelig med navneskiltene fra de strandede skiber, der også hænger i den nuværende restaurant. Dengang var Strandingskroen et sted, med musik og dans, som om sommeren var populært blandt gæsterne på den nye campingplads. Den var etableret på nabogrunden af Christian Svenningsen, én af datidens ildsjæle, der bl.a. indførte ”mors dag” i Danmark. Han havde også en iskiosk nede på stranden, og den blev passet af Moster Dutten.
Meta kan sin Blokhushistorie, og hun fortæller så levende, at man næsten føler sig hensat til fyrrerne, en helt anden tid, hvor byen var rigtig stille udenfor sommersæsonen.
– Min far havde bygget huset på Klitgaardsvej, hvor jeg voksede op. Han var én af dem, der havde rigtig travlt om sommeren. Han tog hjemmefra om morgenen, og i middagspausen lagde han sig altid på køkkengulvet for at strække ryggen og måske lige lukke øjnene. Bagefter arbejdede han sommetider helt til omkring midnat, for der var altid noget, der lige skulle være færdigt, før turisterne ankom.
Jeg ved, at nogen har talt om, at husene i Blokhus dengang var faldefærdige og misligholdte. Det generer mig at høre, for det passer ikke. Husene blev rigtig pænt holdt, og de var altid nykalkede når sæsonen startede og sommergæsterne kom.
Min far havde part i en båd, og om vinteren, når byggeriet lå stille, fiskede han, og han var også tilknyttet Redningsvæsenet.
Min mor har fortalt om en dag, hvor en fiskerkutter var i havsnød. Det var en stormfuld dag, og far var bare klædt i skjorte, bukser og træsko. Men da redningsbåden, som dengang var en robåd, manglede en mand, sprang far til uden tanke for sin mangelfulde påklædning. Heldigvis endte alt godt, men episoden var årsag til, at far blev opfordret til at blive redningsmand, fordi han var gjort af det rette stof.
En barsk oplevelse
Det var i begyndelsen af fyrrerne, og der gik ikke lang tid, før vi mærkede tyskernes tilstedeværelse. Blandt andet var der et par af de ældre, der spiste hos min tante Mariane, der havde bageri og konditori, hvor der nu er ”Kunstcafé”. Det kan der efterfølgende siges meget om, men det var jo de kunder, der var på det tidspunkt, og forretningen var familiens eksistensgrundlag. Det var i øvrigt først senere, forholdene blev komplicerede, og vi skulle have ausweiss i Blokhus.
Men jeg havde selv en grim oplevelse med tyskerne. Jeg gik som ofte før en tur langs stranden med min onkel og tantes hund i snor. Der var ikke andre mennesker på stranden, da der pludselig kom en lastbil med tyske soldater på ladet. Hujende og råbende kørte de efter mig, og jeg gik ud i vandet i håb om at de ville vende om. Men de kom nærmere og kørte så tæt på, at de kørte hunden ihjel.
Det er en oplevelse, jeg aldrig har glemt. Forfærdeligt at komme hjem til min onkel og tante, for hunden var deres et og alt, efter de havde mistet to små børn. Jeg måtte gå den tunge vej op til min onkel og fortælle, at Bonnie var død, og han cyklede ned på stranden og samlede hunden op i sin jakke.
Ung pige i Aalborg
Som syttenårig fik jeg plads i huset i et ”pænt hjem” i Aalborg. Barnestuepige kaldte man det, for jeg skulle både tage mig af barnet og lettere husligt arbejde som at servere. Hjemmet var, det man kaldte, et herskabshjem overfor Holles konditori. Der var en stor konfektionsforretning i stueetagen og lejlighed på første sal.
Det var noget af en udfordring, for jeg havde aldrig før haft med et lille barn at gøre. Det var en lille adopteret dreng fra Nørresundby, men det gik faktisk rigtig godt. I huset var også en kokkepige, der var dobbelt så gammel som jeg, samt en rengøringshjælp. Det var tider!
Jeg mindes den første juleaften, jeg var i huset. Aldrig før har jeg fået så mange gaver, bl.a. ski og stof til en skidragt, som skulle syes i butikkens systue. Det var, da der var varemangel, så det var jo ekstra imponerende, at også gæsterne gav mig gaver. Skiudstyret skyldtes, at familien skulle på vinterferie i Norge, og jeg skulle med,. Jeg husker, at pigerne på systuen var misundelige, for det var jo noget helt særligt. Men jeg havde åbenbart opnået en særlig status, for jeg var også med familien i København og i teateret og med på besøg hos chefens mor, der boede i Odder og fruens familie i Nyborg.
Odense og retur til Aalborg
Selvom jeg havde det godt, fik jeg alligevel lyst til at prøve noget andet og fik en plads som stuepige hos en lægefamilie i Odense. Det var en ganske anden oplevelse, for her var ikke den orden i tingene, som jeg var vant til. Ingen havde fortalt, hvordan de tre børn skulle have mad, og jeg anede ikke, hvor jeg skulle handle. Uansvarlig vil jeg kalde fruen, som jeg bestemt ikke brød mig om. Børnene var søde og heldigvis så store, at de kunne hjælpe mig lidt. Det var jo længe før mobiltelefonernes tid, så af og til skulle jeg passe lægens telefon, når han var på sygebesøg om aftenen, og bl.a. mit manglende lokalkendskab gjorde, at jeg følte mig utryg.
Jeg længtes tilbage til min tidligere plads i Aalborg, og de havde også flere gange kontaktet min mor i håb om at få mig tilbage. Det endte godt, jeg kom tilbage og så var vi alle, ikke mindst drengen, glade.
I begivenhedernes centrum
Det var jo stadig under krigen, og på et tidspunkt blev hele Bispensgade raseret ved en bombesprængning. Har man ikke selv oplevet det, forstår man ikke, hvilken voldsom oplevelse det er. Mannequinerne lå uden tøj på gaden, og pelsene var totalt flået i stykker. Inde i lejligheden lå glassene knust i skabet, og de store kandelabre var forvredne. Vi havde gæster den aften, og umiddelbart før eksplosionen bad én af gæsterne, overlæge Germer, mig om at gå ned med en besked til den ventende chauffør. Det nåede jeg, ingen af os kom til skade, men vi fik senere at vide, at chaufføren døde.
Overlæge Germer boede i det, der i dag hedder ”Huset i Hasserisgade”, og der flyttede vi ind, mens skårene blev samlet op, og vi kom til hægterne. Senere flyttede vi alle ind i et hus, som familien ejede i Rebild, mens lejligheden i Aalborg blev gjort i stand.
En anden gang fik fruen fortalt, at der var anbragt en bombe under huset. Hendes mand lå syg af lungebetændelse, og hun delte sin viden med mig: ”Min mand kan ikke tåle at blive flyttet, men jeg bliver nødt til at fortælle Dem, hvad jeg ved”. Jeg havde heller ikke nogen steder at tage hen, så enden blev, at vi alle rykkede sammen i værelset, hvor den syge lå. Drengens seng flyttede vi med, og så kunne fruen og jeg bare sidde og vente, om vi røg i luften eller ej. Heldigvis skete der ikke noget, og det viste sig at være falsk alarm.
Ægteskab
Jeg havde allerede lært Arne, min kommende mand, at kende, mens jeg passede ishuset i Blokhus. Han boede i et lejet sommerhus sammen med tre kammerater, og da vi nogle år senere mødtes i Aalborg, begyndte vi at ses igen og fandt ud af, det skulle være os.
Vi blev gift i Hune Kirke i 1948, og brylluppet blev holdt hos Thomas Olesen Løkken, der havde en gildesal i sit pensionat.
Pensionistlivet
Arne døde i 2008, men Meta passer stadig sit store hus, der er i tre etager. Kommunen bidrager med tre kvarters hjælp til støvsugning hver anden uge, men som Meta siger, ”går tiden godt, når man har noget at lave”. En gang om ugen får hun en snak med bekendte i Mødestedet på Torvet i Aabybro, og om mandagen spiller hun bridge på Plejehjemmet.
– Det er så dejligt at mødes om kortspil. Tidligere var vi fire par, der mødtes og spillede kort en gang om ugen, men med tiden faldt deltagerne fra. Nu er vi bare to tilbage, men vi holder ved, så vi efter fyrre år stadig spiller bridge. Ellers ser jeg en del fjernsyn. Jeg er ganske vist blevet træt af krimier, for det er næsten lutter genudsendelser.
Og så er Meta én af Nordjyske Stiftstidendes trofaste læsere. Hun holder stadig den daglige avis, selv om hun også synes, den er blevet dyr.
– Jeg har hjælp i haven, men lige nu er der bl.a. visne blade, der skal fejes sammen. Jeg køber selv ind og laver mad til mig selv hver dag, altid to retter, masser af grøntsager og frugtgrød, der næsten altid bliver lavet af friske bær.
2. april, på H.C. Andersens fødselsdag fylder Meta 94 år, og noget tyder på, at hun har arvet de gode gener fra sin mor, der blev 97.
– Da både min far, der var murer og min bror, der var maler, var døde, satte mor huset på Klitgaardsvej til salg, ”for nu havde hun ikke nogen til at hjælpe med vedligeholdelsen”. Hun flyttede i en lejlighed nær Plejehjemmet i Pandrup og havde endnu nogle gode år.
Et hjem med klaver, det er dog ikke Meta, men ægtefællen, Arne, som var konservatorieuddannet, der spillede. Arne døde i 2008.
Selvfølgelig tænker jeg da på, at det er lidt ensomt, når alle de gamle venner er borte, men jeg har en god familie. Jan har tre børn, og der er syv børnebørn, og med mit store hus har jeg altid noget at give mig til, så jeg har slet ikke tid til at føle mig ensom., slutter Meta.
