50 år forekommer at være uendelig lang tid. Når man ser ind i fremtiden er år 2070 utopi. Anderledes forholder det sig med tilbageblik til 1970, som mange af os har en klar erindring om, f.eks. kildeskattens indførelse 1. januar 1970. Den 8. december var det fyrre år siden, John Lennon blev skudt i New York. Hans død gjorde stort indtryk på millioner af fans verden over, men hans musik lever heldigvis videre.
I år, den 9. oktober, ville han være fyldt firs. Det er tres år siden The Beatles startede.
Lokalt kan vi også markere en rund dag, for i disse dage er det præcis halvtreds år siden, John Lennon og Yoko Ono gæstede Jammerbugten i nogle dage, og vi har talt med én af dem, der mødte det legendariske par.
Karsten Højen
I 1970 var Karsten Højen 16 år. Han boede også dengang i Skovsgaard, hvor han sammen med ligesindede lagde grunden til det blomstrende musikliv, der også i dag er kendetegnende for den lille by. Her fortæller han om den uforglemmelige dag for 50 år siden:
– Siden starten af 60´erne var vi optaget af The Beatles. Vi hørte dem i radioprogrammet ”Efter skoletid” og på Radio Luxemburg. Det gjorde indtryk, at både de og musikken var helt anderledes, end hvad vi hørte om søndagen i Giro 413.
The Beatles var med til at skabe en ny tidsånd. De dannede mode med deres lange hår, støvler med høje hæle og tøj, der også var anderledes, end det man ellers så i Skovsgaard..
Min ældre søster holdt bladet ”Vi unge”, hvor vi kunne læse om de nye musikere og se billeder af deres tøjstil, og vores lokale skrædder skaffede tøj og støvler, der lignede idolernes.
Skovsgard med på noderne
Skovsgaard var ganske vist et lille samfund, men skrædderen bakkede os op, også da provobevægelsen og senere hippiebevægelsen holdt sit indtog i byen, sørgede han for, at vi levede op til tidens stil.
Senere blev jeg mere optaget af Rolling Stones og den mere rå musik. Jeg begyndte selv at spille i 1968, da hippiebevægelsen for alvor fik tag i Skovsgaard. Kernen i miljøet udgjorde vel 30 – 40 mennesker, og det var mange i så lille et samfund. Vi dannede et orkester ”Underground Blues Station” i 1968 og spillede bl.a. på MultiMaren i Aalborg, i Frøstruplejren, på stranden og til skoleballer. Værst af alt var, da vi spillede i Hirtshals. Her måtte vi flygte, fordi fiskerne lovede os tæsk, de havde slet ikke sans for vores hjemmelavede lysshow, der var ret avanceret, og vore tyve minutter lange numre.
Orkestret eksisterer stadig, ganske vist med udvidet besætning, og det hænder da stadig, at vi spiller sammen.
Nyhed i Fjerritslev Avis
Lørdag den 3. januar om aftenen var orkesteret samlet, da vi læste i Fjerritslev Avis, at John Lennon og Yoko Ono var set på egnen, og at de boede på Kettrup gamle præstegård udenfor Fjerritslev.
Yoko Onos tidligere mand, filmmanden Anthony Cox, var på besøg hos en amerikansk kollega, der havde lejet sig ind i præstegården med et filmskoleprojekt. Med sig havde han sin og Yoko Onos femårige datter, Kyoko, og hun var årsagen til Lennon og Yoko Onos besøg.
Af sted til Kettrup
Tidlig søndag morgen allierede vi os med én, der var fyldt atten og kunne låne sin far overlærer Niels Stampes Toyota Crown. Hans to sønner spillede med i vores orkester, og med bilen fyldt op, gik turen til Kettrup Præstegård, hvor vi bankede på døren og spurgte om vi kunne komme til at tale med John Lennon og Yoko Ono. Det viste sig, at parret havde forladt stedet men ville komme tilbage om mandagen, hvor de ville holde et pressemøde.
Det møde måtte vi med til. Problemet var blot, at skolen startede efter juleferien om mandagen, den 5. januar, og vi vidste, det var svært at få fri.
Der måtte handles kreativt. Søndag aften flikkede vi en historie sammen om, at vi skulle lave et skoleblad, og næste dag ville vi bede inspektøren, Deleuran, om fri til at tage til pressemødet.
Hverken før eller siden var vi mødt i skolen tyve minutter i otte efter juleferien. Vi forklarede inspektøren, hvor vigtigt et interview med John Lennon og Yoko Ono ville være, både for vore engelskkundskaber og for skolebladet, som vi havde døbt Siva Akiamaj (Jamaika Avis stavet bagfra!).
Til Kettrup igen
Tilladelsen fik vi, og nu skulle det gå stærkt. Afstanden til Kettrup var tyve kilometer og pressemødet startede allerede kl. 10. Opgaverne fordelte vi mellem os, så én måtte ud og låne en båndoptager, én skulle købe film, mens en tredje lånte sin søsters kamera uden at få lov.
Vi aftalte med en lokal vognmand at køre turen for 30 kroner i et gammelt Folkevognsrugbrød, men allerede inden vi kom af sted, var klokken mange. At der var voldsomt snefald, og glatte veje gjorde ikke situationen bedre, og allerværst: Da vi nåede frem sad der en seddel på døren, at ”Pressemødet var flyttet til Skyum Bjerge”. Det var en streg i regningen, for hvordan skulle vi nå det? Der var mindst en times kørsel, og selv om mødet var udskudt til klokken elleve, kunne vi vanskeligt nå frem til tiden.
Verdensuniversitetet
Vognmanden var flink og ville gøre turen indenfor det samme beløb, men da vi nåede frem til Verdensuniversitetet i Skyum Bjerge, var pressemødet overstået, og de mange danske og udenlandske pressefolk havde fået deres historier og var taget af sted igen.
Vi gav ikke så let op, så vi bankede på døren. Aage Rosendahl, der dengang drev Verdensuniversitetet, kom ud, og vi fremførte vores ærinde, ”at vi gerne ville tale med John Lennon og Yoko Ono!”
Parret havde ganske vist trukket sig tilbage efter pressemødet, men indvilgede i at møde os, og så var sejren endelig hjemme.
Om juletræet med John Lennon
Helt alene var vi dog ikke, for til stede var også 3 – 4 svenske fotografer og journalister, der også var kommet for sent. Stemningen var afslappet, og i sofaen sad John Lennon, Yoko Ono, datteren Kyoko, Anthony Cox og Melinda hans nye kæreste.
Mødet varede en times tid, og vi fik stillet en masse spørgsmål og diskuterede fredsbudskabet. John og Yoko fandt hurtigt ud af, at vi havde en mere positiv holdning end journalisterne, der stillede de samme kritiske spørgsmål, som de var vant til at få. Derfor opstod der hurtigt en god kontakt mellem os, og på et tidspunkt kom Aage Rosendahl ind og spurgte på sit brede thymål, om vi ikke, i anledning af Hellig Tre Konger, skulle rejse os, tage hinanden i hånden og synge ”Dejlig er den himmel blå”. Alle syntes det var en god idé, og sådan gik det til, at jeg dansede om juletræ med John Lennon og Yoko Ono.
Bagefter spurgte jeg John, om han ikke havde lyst til at give et nummer på en gammel guitar, der stod i hjørnet af stuen, og jo, hvis vi gad høre på det, så gjorde han det gerne.
Han og Yoko spillede ”Give Peace a Chance”, som var ny på det tidspunkt, og lille Kyoko sang med. Bagefter spillede de et ukendt nummer, ”Radio Peace”, der aldrig har været udgivet. Det var vist meningen, at sangen skulle være kendingsmelodi for en radiostation, de påtænkte at oprette i Holland, men det blev aldrig til noget.
Bagefter tog vi afsked, og vi kørte hjem, mange oplevelser rigere.
Materialet
Jeg optog hele vores møde på bånd, som har ligget i ubemærkethed i mange år. Men for en halv snes år siden kom det frem, at to kassettebånd, som Anthony Cox havde optaget i forbindelse med besøget heroppe, var vurderet af et auktionshus i London til henholdsvis 1,2 og 1,4 millioner kroner.
”For pokker, sådan nogle bånd har jeg også”, tænkte jeg, og fik dem fundet frem fra en gammel rodekasse. I dag ligger de sikkert i en bankboks sammen med billedmaterialet. Hvad der skal ske med tingene, har vi ikke besluttet, men vi er klar over, at materialet har en vis værdi.
