Tinghuset i Fjerritslev blev indtil 2006 anvendt til sit oprindelige formål. Men Retten i Fjerritslev blev nedlagt, og ejeren er i dag Jammerbugt Kommune, som med økonomisk støtte fra bl.a. Kulturstyrelsen, fonde og private virksomheder har foretaget en gennemgribende renovering. I dag danner bygningen en ”fængslende ramme” om ”Kulturcenter Tinghuset” og det lokale musikliv.
Huset er ét af Jammerbugt Kommunes smukkeste med mange flotte bygningsmæssige detaljer både ude og inde. Det er opført i 1909, ikke en tid, der just var præget af velstand, men hvor man alligevel vægtede detaljerne og en kunstnerisk udsmykning, man næppe havde investeret i i dag.
Gennem en årrække var en del dekorative vægmalerier gemt bag paneler, som blev sat op i 70´erne, en tid, hvor den arkitektoniske æstetik var sat på pause Men skaden var heldigvis ikke stor, for efter at pladerne blev fjernet og farverne frisket op, kan husets nuværende brugere glæde sig over de symbolske billeder, der fortæller husets historie. De gamle jernlamper, der lå på loftet og lignede skrot, er ligeledes sat i stand og hængt på deres oprindelige plads i retssalen.
– Renoveringen var omfattende, fortæller Per Gregersen, der er formand for ”Kulturforeningen” og står for husets daglige drift.
– Der var næsten intet gjort siden krigens tid, så huset var virkelig slidt. Elinstallationerne var forældede, der skulle udskiftes 76 kontakter og stofledninger i hele huset. Vi kunne ikke tænde lys og lave kaffe på en gang, for så sprang sikringerne, og huset var isnende koldt om vinteren, og selv om det ikke var uden sværdslag, lykkedes det heldigvis at få kommunen overtalt til at ofre, hvad der skulle til for at gøre huset anvendeligt, ikke mindst fik vi god opbakning fra Mogens Gade.
Jailhouse rock?
Huset har virkelig fortjent at komme til ære og værdighed, for tidligere har det sikkert været så som så med glæden i huset. Det var her retten var sat, og domme blev afsagt over større og mindre forseelser, og uenigheder fandt afgørelser, som de involverede kunne være mere eller mindre enige i. Det var også her genstridige borgere måtte tilbringe natten for at sikre, at de ikke udeblev fra et tilsagt møde i retten.
En del af huset er indrettet med fængselsceller, som ganske vist ikke er anvendt siden 1953. I dag er de nænsomt renoveret og forsynet med dørhåndtag på begge sider og anvendes til individuel musikundervisning, mens selve gangen med celledørene næsten står som før med røde murstensvægge.
På første sal er der øverum for større og mindre musikgrupper, og de bliver flittigt brugt. I et stort mødelokale kan man i øjeblikket se en samling af lokale landskabsmalerier på ”midlertidigt ophold”, mens man afventer en mulig fremtid for et museum for ”Svinkløvmalerne”.
Retssalen er husets centrale og største rum og anvendes både til møder, undervisning , mindre koncerter, foredrag og andre kulturelle arrangementer.
Flyglet, fra Hornung og Møller, har sin egen historie, idet det har tilhørt Viktor Borge, der solgte det i København før sin flugt til Sverige under krigen. Med hjælp fra Fjerritslev Musikskoles tidligere leder, Jens Hostrup, blev flyglet købt og renoveret for nogle år siden.
Selv om publikum kommer for at nyde koncerterne, er det væsentligt, at omgivelserne er værd at se på. Og både rummet og akustikken får ros af publikum og ikke mindre væsentligt af musikerne, uanset om der er jazz, klassisk eller rock på programmet, bl.a. forrige år da Peter AG fyldte rummet med både lyd og publikum til bristepunktet, så han selv måtte optræde siddende på bænken i det indbyggede vægpanel.
Økonomi
Kommunen stiller huset til rådighed, og giver tilskud til lys og varme, men driften skal vi selv skaffe penge til, og det sker dels ved at vore ca. 150 medlemmer betaler et årligt kontingent på ca. 100 kroner dels ved udleje af øve- og mødelokaler til foreninger og virksomheder, samt skolejubilæer, som vi har mange af. Vi lejer ikke ud til private fester, for det vil belaste huset alt for meget. Økonomisk løber det rundt uden at ligefrem at være en overskudsforretning.
Toner fra Matador
Lørdag den 25. januar klokken 14 er der Nytårskoncert 2020. Da vil husel fyldes af toner fra den uopslidelige tv-serie Matador. Både Bent Fabricius Bjerres titelmelodi og stykker som seriens trio, Elizabeth Friis, Kresten Skjern og doktor Hansen, hyggede sig med i fredstid og under besættelsen, da musikken skulle danne skjul for trioens engagement i modstandsbevægelsen.
Ved Nytårskoncerten medvirker tre musikere fra Aalborg Symfoniorkester, Synnøve Gustavsson, på violin, Hanne Houengaard, cello og Arne Jørgen Fæø på klaver. De har alle medvirket ved tidligere koncerter i Tinghuset, og der er lagt op til en rigtig stemningsfuld Matadoreftermiddag, ikke bare musikalsk, men også med fortællinger fra Matadortiden, et glas Cava og lidt sødt i pausen.
Per Gregersen
At Tinghuset blev til det kulturhus, det er i dag,, skyldes i høj grad Per Gregersen. Huset var en kort overgang ejet af EBH Bank, men da banken krakkede, indså Per, at der skulle arbejdes for sagen, så det smukke hus ikke endte som pizzeria eller lignende.
Som formand for ”Kulturforeningen Tinghuset” står Per Gregersen og den velfungerende bestyrelse for driften af huset. Per er uddannet cand.phil i musik, og har desuden altid haft et særligt forhold til bygningen, fordi han er opvokset i et hus lidt længere nede ad gaden.
– Udover de musikalske arrangementer har vi sangaftener i Tinghuset og det er også vores forening, der i sommersæsonen arrangerer de populære ”Sange ved Havet” i Bådhuset ved Slettestrand For nylig var vi heldige at få penge fra SE-fonden til et ny lydanlæg. Det var både foreningen og jeg glade for, for tidligere har jeg måttet stille mit private anlæg til rådighed ved arrangementerne i Slettestrand.
Per var før kommunesammenlægningen leder af Brovst Musikskole, men efter nogle år som afdelingsleder i Jammerbugt Musikskole fik han lyst til at gå nye veje, gerne nogle, hvor administrative opgaver ikke fyldte så meget.
– Jeg har altid holdt meget af at undervise, men tiden var inde til, at jeg gerne ville prøve noget nyt. Så selv om jeg langtfra har lagt musikken på hylden, jeg giver stadig privatundervisning, men har suppleret med en ny metier og har uddannet mig til kørelærer.
Det er en helt anden form for undervisning, men jeg bevarer kontakten til unge mennesker, slutter Per, og kigger på klokken, for få minutter efter at sætte sig i skolevognen for at undervise endnu én af områdets kommende bilister.