At sige ja til impulser og pludselige indskydelser kan sammenlignes med et spil i lotteriet. Enten er der gevinst eller også er der ikke, i sidstnævnte tilfælde behøver det ikke betyde, at pengene er spildt, for nye erfaringer kan være trædesten til nye muligheder i tilværelsen.
Sådan var det for Nanna Topsøe, da hun for 25 år siden besøgte en veninde, som var daghøjskolelærer og underviser på Kokkedal Slot.
– Selv om jeg er opvokset på Mors, kendte jeg slet ikke området nord for Limfjorden, jeg havde f.eks. aldrig været i Brovst, fortæller Nanna, som vi for nylig besøgte i hendes idylliske hus på Øland.
– Erik, min mand, var med, og da vi skulle hjem, foreslog veninden, at vi i stedet for hovedvejen kørte over Øland og Dæmningen til Gjøl.
Hun havde ikke overdrevet, for her var virkelig smukt, og da vi kom til Østerby, kiggede vi på hinanden og sagde på én gang: ”Her kunne jeg godt tænke mig at bo”!
Vi boede dengang i Spørring mellem Randers og Aarhus. Erik havde tidligere haft guldsmedeværksted i Aarhus, som nu var afviklet og havde desuden arbejdet som socialpædagog, og vi havde længe overvejet at finde et smukt sted, gerne en ”øde ø”, hvor vi ville slå os ned, når Erik gik på efterløn. Jeg var ikke bundet af et sted, for på det tidspunkt rejste jeg rundt og underviste på skoler bl.a. i Silkeborg og Aarhus i ægyptisk kvindedans og drømmetydning. Vi besluttede derfor at slå os ned på Øland.
Nyt liv på Øland
Her fandt vi en ældre landejendom med udsigt til dæmningen.
– Første gang, vi kom hertil, var i maj, og vi kunne ikke komme ind i huset, men vi listede rundt og kiggede bare ind ad vinduerne, og vi var helt solgt.
Vel var det et gammelt hus, men Erik sagde, at hvis han kunne stå oprejst derinde, skulle det være vores, og det blev det.
Erik var praktisk anlagt, så han gik i gang med renoveringen, mens Nanna fortsatte sin kursusvirksomhed og tilmed uddannede sig som sygeplejerske.
– Jeg har altid holdt af at arbejde med mennesker, og sygeplejen var en gammel drøm, der aldrig var blevet realiseret. Jeg var startet på uddannelsen som ganske ung, men sprang fra for i stedet at læse psykologi. Som halvtredsårig troede jeg tiden var forpasset, men efter at have læst supplerende fag på studenterkursus blev jeg optaget på sygeplejeskolen og var færdiguddannet i 2004.
Herefter arbejdede Nanna bl.a. i hjemmeplejen og på Hospice i Aalborg. Hjemme på Øland etablerede hun klinik og fik indrettet et stort undervisningslokale. Allerede i 1983 var hun blevet uddannet i zoneterapi og massage, og med uddannelse som underviser i meditation hos legendariske Bob Moore i Ringkøbing, havde Nanna skabt et bredt og alsidigt fundament til mødet med mennesker, uanset om de havde problemer i og med tilværelsen, eller om de kom som led i en personlig udvikling.
Hjemme fik Nanna også brug for sin faglige indsigt, da Erik fik diagnosen, Parkinsons syge.
– I lang tid kunne vi næsten leve normalt, indtil han pludselig en aften, vi havde gæster, ville rejse sig og lave kaffe. Men han faldt og slog uheldigvis hovedet og brækkede hoften. Siden gik det yderligere ned ad bakke både mentalt og fysisk, da han også brækkede den anden hofte.
Det er vigtigt, at vi (især kvinder) er opmærksomme og passer på knoglerne, når vi kommer op i årene, for et fald kan ændre en ellers aktiv tilværelse totalt.
Om at miste – og om døden
Erik døde for tre år siden, og som pårørende gennemgår man nogle processer og kommer i krise, når en nær pårørende bliver syg og dør, og sådan var det også for mig, der pludselig stod et nyt sted i tilværelsen..
Men det betød også, at jeg begyndte at arbejde med mennesker på et dybere plan, bl.a. med meditation og healing, fordi det er områder, hvor jeg virkelig oplever at kunne hjælpe mennesker, der ønsker forandring i tilværelsen. .
Det kræver nemlig mod at turde mærke sig selv og stille spørgsmålet : ”Hvordan har jeg det i virkeligheden”?
Især hvis man har mange års vane med at feje problemerne ind under gulvtæppet og tvinge sig til at tænke på noget andet. Men der kommer et tidspunkt, hvor det betaler sig at gøre en indsats for at skabe forandring og få mere klarhed og glæde i tilværelsen.
En dag er tiden også inde til at tænke på døden, bl.a. for at blive fortrolig med tanken om, at ”pludselig er jeg her ikke mere”. Det er den virkelighed, der rammer os alle, vi ved blot sjældent hvornår.
Livet på hospice
For mig har det givet mit eget liv mening at være sammen med døende både i hjemmeplejen og på hospice.
Jeg tænker ofte på en mand, jeg tog imod umiddelbart efter, han havde fået en dårlig diagnose på sygehuset, og der var ingen behandlingsmulighed eller udsigt til helbredelse. Manden var både bitter og vred over sin skæbne. Men vi fik et fortroligt forhold, fordi han kunne tale med mig om emner, han havde svært ved at tale med familien om. I løbet af de uger, han var indlagt, skete der en mærkbar forandring i takt med, at han forligede sig med sin situation. Han indså nogle sammenhænge i sit liv, og hvordan det havde formet sig. Han havde været lærer i mange år, og hans bitterhed blev afløst af glæden ved erindringer om gode oplevelser med eleverne, og han nød ligefrem at lytte til støjen fra eleverne i den nærliggende skole. Han nåede at forlige sig med tanken om det, han ikke ville opnå i tilværelsen, blandt andet, at han ikke ville opleve endnu en juleaften. Det var dejligt at opleve, hvordan al mandens vrede forsvandt, og han var parat til at overgive sig til døden, da tiden var inde.
Ingen af os ved, hvornår vores liv er slut, men det er godt at være forberedt ved bare en gang imellem at tænke og overveje om noget skal gøres, mens tid er. Vi ved jo alle, at det pludselig kan være slut, og jeg synes, det er en gave til livet, at man også tør forberede sig og se døden i øjnene.
Når man accepterer, at livet nærmer sig afslutningen og ikke længere stritter imod, bliver selve dødsprocessen utrolig smuk.
Livet i skyggen af en epidemi
– Coronaen har betydet ændringer i tilværelsen for de fleste. Om vi vil det eller ej, har vi måttet forholde os til, at vi pludselig ikke mere helt er herrer over vores eget liv og kan vælge frit fra alle tilværelsens hylder.
Nu er der regler for alt, hvem og hvor mange vi må være sammen med, hvor vi må rejse hen og især hvortil vi ikke må rejse, regler for restaurantbesøg osv.
For mange er det vanskeligt at acceptere, at man ikke bare kan bestemme alt, mens det for andre næsten er en befrielse og en lettelse ikke mere at skulle presses af en fyldt kalender.
Ikke mindst børnefamilier har erkendt, at restriktionerne også har betydet en frihed til at slappe af, man er kommet hinanden nærmere, børnene har været mindre syge, og mange har erfaret, at tilværelsen ikke udelukkende har budt på negative forandringer, men har oplevet familielivet og samværet på en helt ny måde.
Livskvalitet også efter de 50
– Af en eller anden grund er det mest kvinder, der arbejder med sig selv. For ofte sker der en øget refleksion over tilværelsen, når børnene flytter hjemmefra, eller man når pensionsalderen.
”Hvor er kvaliteterne i mit liv”, spørger man efter i mange år at have stæset rundt for at få alle ender til at nå sammen. Job, ægteskab, børn og ofte også gamle forældre har fyldt hele tilværelsen, den der ikke er blevet tid til er ofte ”mig selv”.
Det er nu, man har mulighed for at begynde et helt nyt liv. Mange, både mænd og kvinder realiserer måske en gammel drøm om at rejse, skrive, vandre, male, lære sprog osv – mulighederne er uendelige for den, der også tør stå ved sine nye signaler til omverdenen.
Selvfølgelig er det et vovestykke at forandre sig og ”blive en anden”, end den venner og familie har kendt i mange år. Både meditation og healing handler om at finde ind til kernen af sig selv.
Mange tror fejlagtigt, at meditation bringer én i en anden verden, hvor man med himmelvendte øjne, slipper jordforbindelsen. Men det er præcis det modsatte, nemlig vågenhed og nærvær i alle situationer, forklarer Nanna, der også understreger betydningen af vore drømme.
– De viser altid en positiv vej, også selv om den ikke umiddelbart er til at få øje på. Igen handler det om at slappe af, have tålmodighed og forholde sig afventende, for når man overgiver sig, kommer det lys, der er nødvendigt for at kunne rumme sig selv med alle de følelser, der hører mennesker til, også vrede og jalousi, som mange ikke gerne vedkender sig.
Spiritualitet i en ny tid
Kirkens rolle i samfundet er forandret.
– Tiden er ændret, for mens de nye strømninger for 30 – 40 år siden blev betragtet som en sekterisk vej, der førte væk fra kirken, er der i dag langt større åbenhed og i mange tilfælde samarbejde med kirken.
Kirken har fortsat sin mission, men rammerne er ændret. Tidligere havde kirken en magt, der betød eneret på spiritualitet, en holdning der er blødt op i takt med, at kirken er åben for meditation, koncerter og foredrag om spirituelle emner, bl.a. ”Mindfullness”, som i øjeblikket tiltrækker mange mennesker.
Selve ordet har gjort, at folk ikke længere anser processerne som mystiske og sekteriske, men som det, de er: Et mentalt redskab til et bedre liv i overensstemmelse med sig selv.
Nanna har klienter i alle aldre, også unge.
– I en alder af 71 føler jeg, at livserfaringen har styrket mine evner, så jeg i dag har indsigt i alle aldre og sagtens kan føle mig som én på 17.
Min mormor blev 74, men jeg husker, at hun allerede som 60’årig var en gammel kone. Sådan er meget forandret.
Introduktionskurser
Jeg arbejder individuelt med mine klienter, men i det kommende efterår, den 8., 22. og 29. oktober laver jeg også introduktionskurser, som jeg kalder ”Meditation i stilhed og bevægelse” . Her vil vi arbejde med nogle punkter/chakraer og energistrømme i kroppen på en måde, der kan sammenlignes med chi gong. Det er gennem øvelser og opmærksomhed på kroppen, den positive forandring finder sted.
Forandring – også for Nanna
Nu er Nannas skønne hus sat til salg, for hun skal videre i sit liv, der byder på nye oplevelser.
Hun har mødt en ny mand, en ny Eric, der har specialiseret sig i renovering af gamle huse. Eric og Nanna har mange fælles interesser, og så har de begge haft en syg ægtefælle og har prøvet at miste. Lige nu er Eric i færd med at gøre plads til en ny klinik til Nanna i sit hus i Torslev, og så ser de begge frem til et helt nyt liv i tosomhed, der ganske vist skal deles med Erics kat, Nannas to gamle katte, en ældre labrador samt Nannas sorte høne, som lægger grønne æg og er den eneste, hun har tilbage af en gammel flok.
