TABITA, billedhuggeren René Schmidts 5 meter høje kvindeskulptur på Gjøl Havn blev afsløret søndag den 9. oktober i strålende sol, mens en mild vind blæste over Limfjordens vande og havnepladsen.
Det er et par uger siden, skulpturen blev placeret på sin sokkel, hvor hun kan ses fra alle sider, og da mange allerede har lagt vejen forbi, har det ikke skortet på kommentarer til byens nye vartegn, eller ”fyrtårn” om man vil. Oftest positive, mens andre som udgangspunkt var mere forbeholdne, man skulle jo lige lære hende at kende …..
Under overværelse af et par hundrede mennesker, blev skulpturen indviet og kunstneren fortalte om inspirationen, der førte til TABITA, hvorefter det røde bånd blev løst af kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen, som indledte talerækken.
René Schmidt
54-årige René Schmidt er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i år 2000 og har siden udført adskillige offentlige udsmykningsopgaver. Her interesserer vi os for skulpturen TABITA, men nævnes skal et par igangværende kæmpeværker, i stål og beton, til Sluseholmen, den fremtidige københavnske metrostation, der skal stå færdig i 2024.
– Opgaven til Gjøl startede med, at jeg fik en henvendelse fra Statens Kunstfond, som havde et projekt, jeg muligvis kunne være interesseret i. Det lød spændende, og sammen med en konsulent fra Statens Kunstfond tog jeg til Gjøl og mødte medlemmer af Kunstforeningen. De havde et beløb til udarbejdelse af et skitseforslag, og på en rundtur lærte jeg bl.a. om Gjøl, at det var en lang by, der engang havde været en ø. Jeg besøgte havnen, kirken, kirkegården og Bruns Kapel for at få et indtryk af stedet.
Jeg tog en del billeder til støtte for mine overvejelser, men da jeg tog afsked, forventede mine værter, at jeg allerede havde en plan.
Lidt tøvende sagde jeg, ”noget af det, jeg kunne tænke mig at lave, er en stor 5, 7 måske 10 meter høj kvindeskulptur”.
Jeg havde nemlig forsøgsvis arbejdet med kvindeskulpturer med min egen datter, Ingrid, som model. I Dannmark findes mange skulpturer af mænd, men kun få af kvinder, og de har oftest ikke tøj på.
Jeg vil gerne lave en statue af en sej kvinde, sagde jeg, og den idé faldt i god jord. Så skal det være TABITA fra Fiskerne, svarede de.
Tidsaspektet er spændende, for man skal huske, at en udsmykningsting i det offentlige rum ikke kun er for nutiden, men i høj grad hører fremtiden til.
Materialet
Spændende for en billedhugger som mig er det også at kommunikere, modellere og forme med mine hænder. Måske fordi jeg er ud af en håndværkerfamilie, min far var tømrer og min onkel var smed, at jeg arbejder i forskellige materialer, for det synes jeg er det interessante ved at være billedhugger. Jeg har arbejdet i marmor i Italien, i ler, beton og 3D og video på computer. Det er altid spændende at opleve, hvad de forskellige materialer giver tilbage under arbejdsprocessen.
Jeg vidste, at kunstforeningen ikke havde otte millioner til opgaven, så jeg skulle tage hensyn til dels økonomien, dels det faktum, at skulpturen skulle stå ved fjorden, hvor den bliver påvirket af vind og vejr. Derfor valgte jeg stålpladerne, og jeg ved fra tidligere arbejdsopgaver, at mens jeg modellerer i stålpladerne, opstår der fantastisk liv i overfladen, der i den færdige skulptur vil spejle himlens forskellige farver og skyernes bevægelser, ligesom beskueren ved selv at bevæge sig kan opleve overfladen forandres
Skulpturen er sammensat af 2739 trekanter og polygoner, skåret ud af en syrefast rustfri stålplade og bygget op om et jernskelet.
René arbejder tæt sammen med klejnsmede fra Jydsk Plade Bearbejdnings Center i Rødkærsbro, der bl.a. udfører svejseopgaverne.
Efterfølgende er skulpturen glasblæst og fragtet til Gjøl, hvor hun blev anbragt på den solide 7-kantede sokkel.
René har sit værksted i Viborg, men han er født og opvokset ved Hjarbæk, nær Limfjorden, og i barndommen havde han en båd og fangede bl.a. ål i fjorden. Fuldstændig som på Gjøl, der er særlig ved beliggenheden tæt ved både fjord og hav.
Min familie har haft sommerhus ved Thorup Strand, hvor jeg har tilbragt mange somre. Desuden benytter jeg ofte Aggersundbroen, når jeg kører nordpå, så helt ukendt var Jammerbugten ikke for mig.
Kunstforeningen
Kunst i ”det offentlige rum” møder altid kommentarer, i dette tilfælde flest positive, især når de får forklaringen på, hvorfor den moderne Tabita er i bukser og ikke vadmelsnederdel, og hvorfor man ikke havde valgt en troldefigur.
Det skyldes naturligvis ønsket om at signalere, at Gjøl er meget andet end trolde, og at TABITA symboliserer en moderne kvinde, der ”forbinder fortid, nutid og fremtid”.
TABITA har allerede en lang historie, og Karl Jørn Flick, formand for Gjøl Kunstforening fortæller:
– I 2016 var vi en gruppe, der startede kunstforeningen, bl.a. med henblik på en kunstnerisk udsmykning af vores by. Tidligere havde vi lånt en stele af den afdøde billedhugger Frede Troelsen, den var opstillet udenfor skolen, men da vi ikke havde penge til køb, måtte den leveres tilbage til kunstnerens enke.
Kunstforeningen var imidlertid fast besluttet på, at Gjøl skulle have et kunstværk, og vi søgte derfor Statens Kunstfond om støtte til udarbejdelse af en strategiplan.
I Kunstfonden syntes man så godt om idéen om kunst på Gjøl, at vi fik bevilget 150.000 kroner til et kunstværk, skabt af en yngre kunstner med tilknytning til Statens Kunstfond. De 50.000 kroner skulle gå til udvikling af kunstprojektet, mens de resterende 100.000 var tænkt som starthjælp til selve værket.
Mellem tre forslag valgte Kunstforeningens bestyrelse billedhuggeren, René Schmidt, til at udarbejde et forslag,som blev til”TABITA på Gjøl”, en ung kvindefigur, der skuer ud over Limfjorden.
Formand med interesse for kunst
Der skal mere end interesse for kunst til at realisere et projekt som TABITA, og i Karl Jørn Flick havde Gjøl Kunstforening en formand, der var parat til at lægge tid og energi i at gøre drømmen til virkelighed. Ca. 5 år gik, fra vi deltog i det indledende orienteringsmøde med repræsentanten for Statens Kunstfond, til skulpturen er på plads.
Karl Jørn Flick var pensioneret psykoterapeut, da han for godt 20 år siden flyttede til Gjøl fra Odense.
– Det var Aalborgs planer om indkøb til ”Spritten” til 256 millioner kroner, der fik mig til at tænke på, om det virkelig kun var Aalborg, det skulle udsmykkes?
Kunst hører vel ikke kun til i storbyerme? For et langt mere beskedent beløb måtte vi kunne få et værk, der var ”mindre end Frihedsgudinden men større end Den lille havfrue.
Vi gik ud fra, at det var lettere at opnå interesse fra Statens Kunstfond, hvis vi søgte støtte til et millionprojekt, end hvis vi bad om et beskedent beløb på 10.000 kroner – og den antagelse viste sig at holde stik.
Da Kunstforeningens bestyrelse første gang mødte René Schmidt, viste vi ham rundt i byen og på havnen, og der gik ikke lang tid, før idéen om TABITA opstod.
Vi vidste, at vi stod overfor en langsommelig proces, men vi var tålmodige, og så længe, der skete selv små opmuntrende fremskridt, bevarede vi optimismen, slutter Karl Jørn Flick.
Fiskerne
De fleste danskere stiftede bekendtskab med ”Fiskerne” og Hans Kirks persongalleri i romanen fra 1923 og senere tv-serien, der blev sendt i 1977 på Danmarks den gang eneste tv-kanal. Mange fulgte serien og husker endnu Otto Brandenburg i rollen som Laust Sand, der led en smertefuld død efter at have stukket sig på en fjæsing samt TABITA, hvis lette sind stod i kontrast til de indremissionske tilflyttere fra Harboøre. Endelig er vi også mange, der huske filmens iørefaldende musikalske tema, komponeret af Hans-Erik Philip,
Tabita var den sympatiske unge pige, der trods moderens advarsler ”kom galt af sted”. Hun blev gravid i utide og fødte en dreng uden at være gift. En formildende omstændighed var, at hun havde en kæreste, en smedesvend, der tilmed havde givet hende en guldring, som tegn på sine reelle hensigter. På romanens sidste side kan læses, at TABITA står på havnen og spejder efter sin kæreste, der har lånt en båd og kommer sejlende fra Aalborg.
Med placering på Gjøl Havn er det ikke kun de daglige brugere, der får glæde af skulpturen, men også områdets mange turister, der bl.a. kommer sejlende på Limfjorden.
Kunst i det offentlige rum
Også Gitte Ørskou, tidligere direktør på KUNSTEN i Aalborg, gav sit besyv med:
– Kunst skal ud i det offentlige rum – og allerhelst skal værket have en naturlig tilknytning til
stedet, hvor det står, præcis som TABITA-skulpturen får på Gjøl Havn. ”Kunst i det offentlige rum” bidrager bl.a. til at styrke den lokale identitet.
Nordjylland kan sagtens tiltrække mere samtidskunst, også udenfor de større byer. Det har altid været mit mål at få kunsten ud på steder, hvor den bliver set og oplevet som en naturlig del af dagligdagen.
TABITA er både til hverdag og fest, med sin højde rager hun op som et fyrtårn, der møder publikum fra både land- og vandsiden. Man kan betragte hende på afstand, men man kan også stille sig ved siden af hende og kigge ud over Limfjorden.
Hendes moderne fremtoning er tidløs og dermed evig aktuel, slutter Gitte Ørskou.
Et vartegn for Jammerbugt Kommune
Borgmester Mogens Christen Gade roste initiativet, i erkendelse af, at uden indsats fra lokale ildsjæle var projektet ikke lykkedes.
– Et initiativ som dette fra Gjøl Kunstforening viser med al tydelighed, at lokale kræfter kan vise vej i forhold til udvikling, ikke bare af lokalsamfundet, men af hele kommunen.
Vi har fået et markant vartegn mod kommunens sydøstlige vandport, Gjøl Havn. Med sine kulturhistoriske rødder forener TABITA fortid, nutid og fremtid, og hun vil være til glæde for områdets mange besøgende fra landsiden såvel som fra vandsiden, slutter Mogens Gade.
Da beslutningen var truffet ventede en række praktiske opgaver. Kunstforeningen skulle bl.a. indhente godkendelse af projektet og placeringen både fra kommunens Teknik- og Miljøudvalg og Kystdirektoratet. Og da udgiften løb op i 800.000 kroner, skulle der søges penge fra fonde mv. Da langt den største del af udgiften, 80%, gik til materialer, skulle økonomien være på plads, før kunstneren gik i gang med opgaven.
Med økonomisk bistand fra Det Obelske Familiefond, Norlys Vækstpulje, Jammerbugt Kommune, Statens Kunstfond, lokale håndværkere, enkeltpersoner og ikke mindst en ihærdig og visionær kunstforening har Gjøl og Jammerbugt Kommune nu fået et nyt vartegn.
