Og manden i receptionen på Løkken Badehotel ikke bare lignede, han var Christian Hem, mangeårigt medlem af kommunalbestyrelsen for Venstre i Jammerbugt Kommune.
Selvfølgelig var der en forklaring, for siden Christian afhændede Restaurant Nordstjernen i Blokhus har han beskæftiget sig med udvikling og renovering af ejendomme bl.a. i Aalborg og nu altså også det kendte badehotel i Løkken.
To lejligheder blev renoveret sidste vinter, og nu er håndværkerne i fuld gang med en gennemgribende renovering af yderligere syv lejligheder, trappeopgang , poolområde og yderligere 20 mindre lejligheder i komplekset.
– Kom med op og kig, inviterede Christian op ad trappen til 1. sal. Her var til venstre en lejlighed i opbrud og på vej, til det vi kalder en totalrenovering. Til højre var en allerede færdig lejlighed, lækkert og smagfuldt indrettet med smukke tapeter og behagelige møbler, en ferielejlighed, hvor man ikke vil være ked af at tilbringe et par regnvejrsdage. Der er alt, et veludstyret køkken, spisebord med plads til seks personer og behagelige siddemøbler. Sengen er udstyret med masser af puder, og udenfor er der en kæmpestor terrasse til de lune sommeraftener, der rækker langt ud på natten, hvor livet måske føles allersjovest og bedst.
Og havet er ikke længere væk, end det tydeligt høres her i en ellers decemberstille bymidte i Løkken.
Christian fortæller, at han har erhvervet det gamle hotel sammen med tre andre investorer, og lige nu gælder det om at nå så langt som muligt med renoveringen, for selv om sæsonen netop er afsluttet, går der kun få måneder, før det hele starter forfra.