Mange har måske bemærket, at der mangler ”noget” ved tidligere Spar Nord, på hjørnet af Vestergade/ Viaduktvej .
To markante skulpturer af billedhuggeren Poul Isbak holdt flyttedag torsdag den 20. maj og opbevares nu af Jammerbugt Kommune. Skulpturerne, den flotte granitsofa og det senere tilkomne bord med en radio og en bog, var en gave fra SPAR Nord Fonden til Aabybro, og nu skal skulpturerne have nye pladser (skriver med vilje flertal, forhåbentlig vælger man at skille de to skulpturer ad).
Intet bord uden ”bænke”
Formentlig inspirerede det gamle slogan til en forenet opstilling af skulpturerne. Men resultatet blev, at den populære sofa nu blev skjult bag bordopstillingen, så ingen mere tog en ”slapper” på en solskinsdag, midt i byen.
Men nu er lejligheden oplagt til igen at skille de to skulpturer ad.
Som indehaver af denne blog tillader jeg mig at foreslå bordet med bogen placeret foran biblioteket i Aabybro, og sofaen et solrigt sted i det nyrenoverede center, hvor rigtig mange vil sætte sig og få en snak med forbipasserende.
Der er garanteret andre forslag til skulpturernes placering, og så er tiden inde til at ”sige til”.
Hvem er han?
Beretningen er fra januar 2007, da vi besøgte Poul Isbak i København. Han er stadig aktiv som kunstner, og historien er fortsat aktuel:
Billedhuggeren, Poul Isbak, er én af de ”tunge drenge” i dansk skulpturkunst. Men selv om han lever godt i København , går der ifølge ham selv ikke én dag, uden at hans tanker går tilbage til barndommens Gjøl.
Poul Isbak har værksted og atelier ved Skudehavnen, et malerisk sted, der trods beliggenheden på kanten af Københavns Havn også leder tanken hen på et lille, lidt gammeldags havnemiljø med små værksteder og en masse af det, der går under fællesbetegnelsen ”brokkenskii”.
Blandt de mange småskure finder vi ét, der adskiller sig. Dels ligger der bunker af granit- og marmorbrud udenfor, nogle løst tilhugget til en form, og dels er der skrevet ”Poul Isbak” med maling på døren.
Inde i værkstedet er der masser af hel- og halvfærdige arbejder, granitstole, torsoer, boksehandsker og cykler i alle størrelser. Det med cyklerne har sin egen historie, fortæller Poul Isbak.
– Under Tour de France i 1995, da Bjarne Riis blev nr. 3, lavede jeg en lille stenfigur, der er identisk med to, jeg har fået skåret i aluminium. Og siden er det blevet til adskillige cykler. Jeg har valgt 4 sportsgrene ud, der har min interesse, cykelløb, boksning, tennis og fodbold, hvor jeg samarbejder med Michael Laudrup.
Idéen opstod ved, at jeg syntes, de pokaler sportsfolkene vandt var så skrækkelig grimme. Og som billedhugger måtte jeg kunne lave noget, folk kunne holde ud at have stående fremme.
I dag er de skulpturer, jeg har lavet til sportens verden, vildt eftertragtede. Og i tidens løb har jeg truffet en del af sportsverdenens store navne, som har mine skulpturer stående, og det synes jeg selvfølgelig er sjovt.
Vi bliver inviteret ovenpå i det, Poul Isbak selv kalder ”sommerhuset”, et rum ovenpå værkstedet, man kun kommer til ad en halsbrækkende, stejl trappe. Rummet er 2 – 3 m2, og der er lige plads til en smal briks, et lille skrivebord og et par stole, samt en kedel og kaffekande. Her er spækket med tegninger, billeder, postkort og huskesedler. Poul Isbak har opgaver til et langt liv fremover! Han har haft værkstedet på den attraktive grund siden 1998 og har foreløbig tilsagn fra Københavns Havn om, at han kan blive her adskillige år endnu..
– I 1991 fik jeg værksted i selve Frihavnen. Min baggrund på Gjøl fornægter sig ikke, for jeg kan godt lide at være ved vandet og helst et sted, hvor der ikke er ”sarte naboer”. Det går jo ikke lydløst for sig, når jeg skærer og sliber i sten. Det er et fantastisk folkefærd, der holder til her ved den gamle skudehavn, og ikke mindst tidligere var miljøet næsten som et mini frilandsmuseum af skure, småbåde og broer, skabt af folk med små midler.
Fra Gjøl til København
– Jeg er født i 1943 og opvokset på Gjøl, hvor min far havde en ret stor murervirksomhed. Da hverken mine forældre eller min fire år ældre bror lever mere, er det efterhånden sjældent, jeg kommer til Gjøl.
Vi flyttede ofte i min barndom, vi boede nogen tid i Brovst, hvor min far byggede huse, og senere flyttede vi til Hune. Jeg er konfirmeret i Hune Kirke, og set i bakspejlet har tiden i Hune haft betydning for mig, for jeg levede ret isoleret, da jeg var i 14-årsalderen. Jeg var noget af en enspænder, hvilket jeg for så vidt stadig er, selv om jeg elsker selskab, når det byder sig.
Jeg var glad for at lege for mig selv i klitterne og marehalmen. Hvert år fik jeg en ny, skarp lommekniv til jul, og jeg sled knivene op ved at skære præcis, hvad jeg havde lyst til i træ, uden at nogen blandede sig i det. Jeg havde en yndlingsplads i en lyngklædt lysning, og her fik fantasien frit løb. Jeg snittede biler og broer af sammenbundne pinde og var helt opslugt i mit eget univers.
Farbror
Jeg havde ikke oplevet min bror eller andre arbejde i træ som jeg. Alligevel har det nok ligget til familien. Min slægt på min fars side var alle Limfjordsfiskere, der, som det hørte sig til, flettede deres egne ruser og lavede træskærerarbejder i de lange vinteraftener før fjernsynets tid. Thomas Dam var min fars bror, og han blev dels kendt som træskærer og siden for Gjøl troldene. Min far havde samme anlæg og var dygtig til at modellere og tegne, men han havde valgt at bruge sine hænder til sit håndværk. Jeg husker en gang, vi besøgte Thomas, hvor han var i færd med at modellere en trold, og han sagde til min far: ”Carl, jeg tror godt, du kan modellere en trold, prøv en gang”! Min far lod sig nølende overtale og fik et fantastisk flot resultat ud af det.
Jeg har et billede af et par gamle træfigurer, som min far har snittet, og det har en sjov historie. En mand fra Esbjerg kontaktede mig, fordi han havde fundet figurerne under oprydning i sin mors hus. De var signeret Isbak, og han spurgte, om det var mig, der havde lavet dem?
Jeg kunne så fortælle, at det var min fars arbejder, og vi aftalte, at han fik én af mine små stenskulpturer i bytte for træfigurerne.
Dam
Forklaringen på, at to brødre hedder henholdsvis Dam og Isbak til efternavn, er følgende
– Thomas Dam var oprindelig bager, og min far byggede en butik til ham, betalt af min farfar. Men stakkels Thomas ville meget hellere tegne og male, han ville gerne være kunstner. Derfor gik det galt med bagerbutikken, brødene brændte på for ham, mens han var optaget af sine kunstnerdrømme, fortæller Isbak.
Med min farfars billigelse, realiserede Thomas alligevel sine drømme om at blive billedskærer, men for at få plads til sit navn under de små figurer, måtte han finde et kortere navn. I en slægtsbog stødte han på en gren af familien, der hed Dam, og det tog han til sig.
Isbak
Navnet Isbak har også en historie. Fra gammel tid købte man sig til fiskevand i fjorden, og man havde en pejling fra henholdsvis Gjøl og Nibe at forholde sig til. Man fiskede fra en lang sandrevle, hvor det var særlig godt at sætte ruserne.
Når isen brød op om foråret, landede den på sandrevlen, og jeg har på gamle fotografier set, hvordan det kunne ligne billeder fra Grønland, for disse isbjerge kunne blive temmelig store og ligge til langt hen på foråret, før isen smeltede.
Min farfar hed Lars Poulsen. Poulsen-slægten var ret stor på Gjøl, og for at præcisere, hvem man talte om, blev han kaldt Lars Isbak! ”Ham, der fiskede fra isbakken”! Og da min bror og jeg blev født, fik vi navnet Isbak.
Det er et godt kunstnernavn, kort og præcist.
Ung kunstner
Allerede som ganske ung vidste jeg, at jeg ville være kunstner. Jeg har altid haft en stor frihedstrang, og som man ved, koster frihed også penge. Jeg havde selvfølge småjobs for at holde ”skindet på næsen”, og min far støttede mig i, at jeg måtte bruge mit liv på den måde, jeg fandt bedst.
Jeg kom meget i Aalborg midt i 60’erne og ”hang ud” med andre unge med kunstnerdrømme på Duus Vinkælder, hvor der var et inspirerende miljø af bl.a. elever fra Aalborg Teater.
Det var ikke let for vi unge at bryde igennem, for en gruppe ældre etablerede kunstnere stod lidt i vejen for os, hvilket de naturligvis var i deres fulde ret til. De havde jo selv engang været unge. Vi lejede på et tidspunkt et udstillingslokale i Aalborghallen, og jeg kan huske, at vi fik mange prygl i pressen.
Det var ikke let at være moderne ung kunstner dengang. Én af de øvrige var Per Strande Hansen, en anden hed Per Gunder og var fra Aabybro. Han kunne være kommet vidt og forstod at arbejde i kæmpestore formater, men han døde desværre ved en trafikulykke.
Selv arbejdede jeg allerede dengang med skulptur – jeg har aldrig forsøgt mig med andet. Min arbejdsproces er at arbejde udefra og ind, aldrig omvendt. Derfor blev stenmaterialet mit foretrukne.
Ikke kun for sjov
Men selv om Aalborgtiden var festlig og sjov, var jeg bevidst om, at hvis jeg skulle ”nå ud over rampen”, måtte jeg anstrenge mig endnu mere.
En dag fik jeg besøg af arkitekt Knud Jørgensen, der oprindelig kom fra Gjøl. Han kom ind på det værksted, jeg havde lejet på Gjøl og gik rundt og kiggede på mine mærkelige ting. ”Vil du være kunstner?” spurgte han. ”Jeg er kunstner”, svarede jeg, selv om det måske var lidt frækt.
Men han gjorde mig klart, at for at komme videre, måtte jeg tage til København. Alene navnet ”København” lød som et ekko af en fjern verden, for Aalborg var jo både stor og skræmmende nok.
Men det viste sig, at Knud Jørgensen var lærer på Arkitektskolen, og han ville lægge en anbefaling ind og sende mig optagelsespapirerne til Kunstakademiet.
En uges tid senere kom der et stort brev med et flot stempel fra Kunstakademiet, og jeg kan endnu fornemme en rysten i hænderne, da jeg åbnede den: Jeg skulle sende nogle skulpturer og store kultegninger til Kongens Nytorv inden en bestemt dato i 1969.
Jeg fik tingene pakket sammen og sendt med den lokale fragtmand og ventede spændt. Jeg havde ikke rigtig tiltro til, at sådan en ung fyr fra Nordjylland kunne komme i betragtning, men havde en idé om, at der nok var nogle velhavende folks børn fra København, der havde førsteprioritet.
København
Men en dag kom svaret: Jeg var blevet optaget og skulle møde i København 1. oktober! Min lykke var gjort takket være Knud Jørgensen, som jeg aldrig siden har set eller hørt.
Jeg flyttede ind på et tagkammer i Krusemyntegade bag Nyboder. Det var med rusten jernseng og servante med koldt vand om vinteren. Skæg og hår fik lov at gro, og selvfølgelig havde jeg fløjlsbukser og islandsk sweater.
Jeg gik på Billedhuggerskolen på Frederiksholms Kanal, her havde bl.a. Bissen og Berg været før mig. Det var både skræmmende og dybt fascinerende. Nu var der ingen vej tilbage. Nu skulle jeg til at bevise, at jeg var kunstner.
Jeg fik snart nye kammerater. Det var hårdt arbejde, men også et dybt inspirerende miljø. Professor Godtfred Eickhoff havde privat bolig ved siden af skolen. Hans kone, Gerda, var maler, og de var søde til at invitere mig ind. Jeg fik aldrig mad, men en sherry, der hed Dry Sack. Han fortalte om sin tid i Paris og om fantastiske rejser til Marokko, og Gerda, der ikke var rask, sad i sin store seng, hvorpå der var monteret et staffeli, og malede iført en ildrød paryk. Somme tider sad den verdensberømte musiker, Bløndal Bengtsson, i hjørnet af soveværelset og spillede cello. Ofte blev jeg så sulten, at jeg måtte løbe op langs Frederiksholms Kanal til Kanalcaféen, hvor jeg snuppede det første det bedste stykke smørrebrød.
Senere kom jeg på det store Akademi på Kongens Nytorv, hvor jeg fik Svend Wiig Hansen som professor, og han var en helt anden type end Eickhoff.
Tidligere havde jeg kun været på en eneste udlandsrejse med min onkel, Thomas Dam, men nu kom jeg bl.a. til London, og det var en fantastisk oplevelse
Siden har Poul Isbaks kunstneriske virke bragt ham vidt omkring. I perioder har han opholdt sig i Frankrig og Italien, og det var i Rom, han i 1980 traf kvinden, der senere blev hans hustru.
Skulpturerne
Efterhånden var jeg også kommet til at sælge skulpturer. Jeg var utålmodig og ville bare frem, så jeg trodsede Svend Wiig og sendte ind til Charlottenborgs Forårsudstilling i 72.
Året efter fik jeg en stor hvid marmorsten i tre dele, som lå i haven ved siden af Akademiet. Den arbejdede jeg på både sommer og vinter, og den kom til at se mærkelig ud. Min gamle ven Alex Steen, der var kunstanmelder, tog et billede af mig midt i skulpturen, og det kom i Ekstra Bladet med en rigtig flot omtale.
Et par dage senere blev jeg kontaktet af Andelsbankens Kunstforening, som havde bemærket artiklen og gerne ville se skulpturen.
Jeg glemmer aldrig, da tre yngre mænd i tætsiddende habitter kom ind på Billedhuggerskolen, hvor alle eleverne holdt tepause. De tre mænd bar hver en James Bond-mappe, prydet af et stort grønt ”A”, og jeg fik dem hurtigt vist ud i haven.
”Hvad skal den koste?”, blev jeg spurgt. Jeg anede det ikke og sagde ”125 000 kroner”, hvilket var rigtig mange penge dengang. Mændene kiggede på hinanden og konstaterede, at beløbet lå indenfor deres budget!
Det var helt vildt, og så stoppede festen ikke en gang der.
Banken skulle have 50 års jubilæum, og den hvide skulptur skulle stå i hovedsædet. Jeg blev kaldt ind til direktør P. Nybo Andersen, der over en kaffe fortalte, at de skulle have skulpturer til bankens 55 afdelinger, der lå over hele landet.
Skulpturerne skulle være forskellige, og de skulle være færdige halvandet år senere.
Sikken en ordre. Og så var jeg ikke en gang færdiguddannet. Det var en bitter pille at sluge for såvel mine medstuderende som for Wiig Hansen. Der er en del brødnid og misundelse i den branche. Men det tog jeg mig ikke af, og det kom mig nok til gode, at jeg er en enspænder.
Skulpturerne var færdige før tid, og jeg kan sige, at jeg stod inde for hver eneste. Men det var hårdt arbejde, ikke mindst for hænderne.
Udstillinger
1. november 1985 åbnede jeg min første separatudstilling i ”Galleri Jensen” på hjørnet af Klareboderne og Pilestræde i København. Det var bl.a. sammen med kunstnere som Per Kirkeby, Kurt Trampedach og Robert Jacobsen, som senere fik stor betydning for mit videre forløb.
Jeg synes virkelig, jeg har været heldig. Jeg har altid været flittig, men det er jo ikke nok. Jeg har mødt de rigtige mennesker på det rigtige tidspunkt af mit liv. Jeg har altid kunnet lave præcis de ting, jeg havde lyst til, og har ikke skullet skele til, hvad der var salgbart.
Jo, Poul Isbak fra Gjøl har markeret sig i storbyen, hvor man også kan se flere af hans store skulpturer, bl.a. i Rødovre Centrum, hvor der er opstillet en ”sofagruppe”.
Café Victor hører til et af Poul Isbaks yndlingssteder. Her har han fra starten i 1981 været kunstnerisk konsulent, og på bardisken ligger ét af yndlingsobjekterne, boksehandsken.
Poul Isbak kan selvsagt ikke med sine egne hænder hugge de store ting ud, så han samarbejder med en stenhugger, der grovhugger alle de store skulpturer, inden kunstneren tager over. Ifølge ham selv kan den fysiske del af arbejdet sammenlignes med at være jord- og betonarbejder.
Chesterfieldsofaen
– I 2004 var jeg i Aabybro, i forbindelse med at Spar Nord, takket være Jørgen Rytter, erhvervede en chesterfieldsofa i granit, som blev opstillet udenfor banken. Jeg husker både Jørgen og hans familie fra min barndom, og det var dejligt i den forbindelse at gense Gjøl og noget af det gamle, selv om også meget er forandret.
I min barndom var der både en brugs, 2 købmænd, 2 bagere, slagter, en cykelhandler og Jørgens far, Hans, kørte med mælk. Det var en smuk blanding af bønder, håndværkere, småforretninger og fiskere.
Jeg husker især købmand Sigurd Roed. Han lignede selv en Storm P.-figur, og forretningen lugtede af en blanding af islandske spegesild, reb og gummistøvler, der hang oppe under bjælkerne.
– Jeg synes, jeg på alle måder lever et vidunderligt og privilegeret liv, der langt overstiger mine vildeste drømme og forventninger. Og det glæder jeg mig over hver eneste dag, slutter Poul Isbak.
