Blot ved at kigge i en genbrugsbutik eller gå på loppemarked står det klart: Vi er en del af et overflodssamfund, hvor mængden af ting langt overstiger de flestes behov. Er du flyttet indenfor de senere år, ved du, hvad jeg taler om.
Vi har besøgt Inger Marie Tranholm-Pedersen. Efter at ægtefællen, Poul Erik, blev pensioneret som sognepræst i Hune i 23 år, flyttede parret for nogle år siden fra den rummelige præstebolig til et nærliggende parcelhus, og de er slet ikke nået til bunds i flyttekasserne, der også rummer snesevis af ringbind med bl.a. prædikerne gennem de mange år.
Sådan en oprydning er fyldt med minder, hvor parret ofte fortaber sig i erindringer om de mange fælles oplevelser som præstepar.
Vi kommer ind i oprydningsbilledet, da der dukker en kasse op med artikler, som jeg har skrevet for 15 – 20 år siden i lokale medier, 1000 tak, siger jeg, for den tager jeg hjem i mine egne gemmer. Men som jævnaldrende med præsteparret har jeg fuld forståelse for, at ”et eller andet må gøres” for at hjælpe vore efterladte. Vi må selv i gang med at rydde op. Og det er det, denne snak skal handle om.
Portræt af en samler
Inger Marie og jeg er jævnaldrende, vi er børn af fyrrerne, hvor alt havde en værdi. Derfor blev gavepapir, bånd og æsker ofte gemt, for den slags ”kunne man jo altid få brug for”, i hvert fald i 50’erne, hvor brug og smid væk – ”kulturen” endnu ikke havde holdt sit indtog. Personlig husker jeg, hvordan min egen mor vaskede plasticposer og tørrede dem på radiatoren, fordi de var praktiske til opbevaring af broderi eller strikketøj.
Inger Marie og Poul Erik har fået mange, lange vinterdage og aftener til at gå med at sortere indholdet af kasser og ringbind, og det er blevet til samtaler om livets mange minder. Poul Erik er for nylig fyldt 80, og et flot gammelt møbel i entreen er i øjeblikket fyldt med gavekurve , flasker og chokoladeæsker, som dog har den fordel, at indholdet med tiden forsvinder.
Flytningen fra præstegården kom jo ikke som en overraskelse, sådan er det med tjenesteboliger, de er kun til låns indtil pensionen. Derfor havde Inger Marie og Poul Erik i god tid købt et hus i Kaas, der skulle danne ramme om deres otium. Huset i Kaas udlejede de til sønnen, Jakob, men da tiden kom, syntes parret alligevel, de kom for langt fra Hune, og de købte i stedet et hus næsten overfor kirken. Jakob, der er ungkarl, købte huset i Kaas, og der heldigvis plads til opbevaring af nogle af præsteparrets 24 reoler, der hver er 2 x 1 meter.
– Vi har boet i Hune siden 1989. Tidligere havde vi boet i Voldum og en kort periode i Viborg, men da embedet her blev ledigt, var vi ikke i tvivl, det var her i Hune, vi hører hjemme. Vi blev hurtigt en del af lokalsamfundet, og for børnene var strømmen af besøgende så naturlig, at de ofte glemte at hilse, når de kom fra skole. Ikke særlig høfligt, men det fortæller noget om, at præstegården blev en slags samlingssted. Det var også én af årsagerne til, at tingene hobede sig op, for der var aldrig tid til at rydde ordentligt op. Det kunne altid ”ligge til en dag, hvor der blev tid”. Det blev der bare sjældent, og vi ville ikke bare kassere tingene usorterede.
Vi forestillede os, vi fik god tid, når Poul Erik blev pensioneret fra Hune Kirke. Sådan gik det bare ikke. Gennem nogle år var han konstitueret dels i Serritslev, dels i Vadum og Fjerritslev. Først da der kom Corona, fik vi pludselig masser af tid.
I begyndelsen var vi helt euforiske over pludselig at have god tid, så vi begyndte at læse bøger, som vi plejede i ferier. Men det kom der ingen oprydning ud af, så først for nylig fandt vi ud af, at NU skulle det altså være. I øvrigt var det ikke tilstrækkeligt med reolerne i Jakobs hus. På et tidspunkt, hvor vi stadig var i tvivl om, hvor vi ville bo, havde vi købt en grund i Pandrup, som vi aldrig fik bygget på. Men på grunden står en gammel garage, som vi også fyldte med flyttekasser. De er dog væk i dag, og nu vil vi bare have grunden solgt.
Skolebøger, prædikener plus ”alt det andet”
Inger Marie er tidligere lærer, og hun har gemt masser af skolebøger, ikke kun hendes egne, men også hendes mors.
– Hun havde fået dem af sin lærer, og i dag er de gamle bøger guld værd. I Nyborg er der oprettet et museum for gamle skolebøger, og de vil gerne aftage mine bøger. Jeg skal bare lige have dem sorteret, men foreløbig er vi i gang med ”papirarbejdet”.
Vi har gemt alle Poul Eriks prædikener, og de fylder en del. Tænk på, hvor mange mennesker, han har døbt, konfirmeret, viet og begravet gennem 40 år, og samtlige papirer er gemt. Vi kan læse hvilket ord, hver eneste konfirmand havde fået med, og da vi for nylig var til sølvbryllup, kunne Poul Erik referere til de salmer, der var sunget til parrets bryllup, hvad han havde talt om i sin prædiken, samt den kommunalt udfærdigede prøvelsesattest, beviset for at ingen af parterne var gift i forvejen.
De gamle papirer var gennem årene nyttige i forbindelse med begravelser, fordi de var med til at skabe et genkendeligt billede af den afdøde, såvel for de efterladte, som for lokalsamfundet. Men de papirer er destrueret.
Både Poul Erik og jeg er de yngste i vore familier, og da vi tilmed havde masser af plads havnede slægtens efterladte papirer mv. hos os. Der er ikke tale om fysiske ting, og mange ville selvfølgelig have kørt det hele på lossepladsen, men vi overvejer hele tiden, om nogen kan have glæde af papirer, der i hvert tilfælde fortæller en historie. Derfor tager sorteringen så lang tid. Samtidig skal vi være opmærksomme på, at en del papirer skal brændes, fordi de indeholder CPR-numre og fortrolige oplysninger.
Heldigvis har Menighedsrådet sagt ja til at overtage Poul Eriks personlige mapper med omtaler og billeder fra arrangementer og 23 års virke i sognet. Jeg ved ikke, om de forestillede sig, at det fylder hele 26 mapper, som nu er ”arkiveret” på loftet i Kirkeladen.
I modsætning til meget arkivmateriale, der kan virke uoverskueligt og krævende, er alt, hvad vi giver videre, sorteret i datoorden, og det gør det unægtelig nemmere at gå til for eftertiden. Vi er glade, for det havde ikke været til at bære, hvis vi skulle destruere mange års historie fra Hune Sogn.
Et arkivskab rummer alle Poul Eriks prædikener. De findes ikke kun på skrift, hver eneste prædiken er optaget på bånd og gemt i et kassettesystem. Det havde været langt nemmere at gemme alt, hvis det var digitaliseret, erkender Inger Marie.
Tænk på familien
Vi har haft mange familiebesøg. Både Poul Erik og jeg er ud af en søskendeflok på fire, og deres børn har for nylig besøgt os for at hente ting af personlig interesse, vore egne børn kan jo ikke aftage det hele. Det er også sjovere at give tingene personligt, for så kan historien samtidig fortælles. Uden historien har ting og sager ingen interesse. Hvis unge i dag vil have gamle ting, kan de jo bare gå på loppemarkeder, værdien ligger i den personlige historie.
Jeg har mine bedsteforældres dækketøjsskab, der blev lavet til dem i 1918, og ”det fine kaffestel” fulgte med. Uden historien var det værdiløst, og blev måske solgt for 35 kroner på loppemarked, men det er dejligt at give tingene videre
Pensionistlivet
– Vi er så glade for beslutningen om at blive boende i Hune, for det er stadig her, vi føler os hjemme, og vi har så mange dejlige mennesker i nærområdet, der gennem årene er blevet venner. Og så kan vi se kirken, når vi træder ud af døren.
Vi er i daglig kontakt med vore tre børn, to sønner og en datter, og hver dag passer vi Jakobs hund Ditte, en 12 år gammel labrador. Hun er garanti for, at jeg får en daglig spadseretur. Desværre er hun efterhånden gigtplaget, og vi er bange for snart at miste hende. En forfærdelig tanke, fordi vi er så knyttet til hende
Vi sidder ved et smukt dækket kaffebord, hvor den håndbroderede dug har sin egen historie.
– Den er købt på en rejse til Tyrkiet. Jeg beundrede den uden tanke for at købe den, bl.a. fordi jeg ikke havde penge med. Men Jakob var hurtig, ”du kan låne af mig, mor”, sagde han, og så var sagen afgjort.
Koppernes historie
De er håndlavede af Asta, der tidligere boede på Kirkevej i Hune. Hun var træt af keramikkopper, fordi de nemt blev skårede, og da jeg tilbød at bytte med et mere robust stel, gik ”handlen” i orden.
Marmeladens historie.
Rundt om parrets nuværende hus vokser mængder af ”aroniabær”, som efter sigende er ”verdens sundeste bær”. Inger Maries bær er peppet op, idet de har ligget i vodka i et halvt år, før de blev til en ”himmerigsmundfuld” som tilbehør til bl.a. ost.
Maries stel
5 år tog det Inger Marie at male det smukke Flora Danica-inspirerede stel til 12 personer. I 1961 var stellet færdigt og hun glæder sig over, at barnebarnet, 20-årige Marie, gerne vil have stellet og det er en dejlig tanke, at hun måske giver stellet videre til sine efterkommere.
Koppen viser ”den blå anemone”, men billeder på væggen viser også Inger Marie som en habil akvarelmaler.
Maries kjoler
– Marie er musikmenneske, og for nylig fik hun overrakt ”Klaverstemmerens musikpris”, som bliver givet en gang om året, fortæller Inger Marie.
Ved overrækkelsen var Marie i en kjole, jeg fik som 16’årig, og endnu sjovere er det, at hun om aftenen skulle til gymnasiefest og bl.a. danse lancier. Her var hun i en kjole, som jeg syede i 1967 af silkestof fra det sydlige Arabien, hvor min bror var præst.
Ikke ”bare” en gammel, skåret kop
Man skal ikke pådutte nogen noget, men det er rart i tide at lave aftale, hvis nogen i familien har særlig veneration for en ting, siger Inger Marie og viser en skåret kop, som hun allerede fik som seksårig.
– Jeg husker tydeligt, da jeg fik koppen af min bedstefar, der havde fået den af min oldemor, og den har altid været skåret. I ”forkerte hænder” er det sådan en kop, der bare ville ryge ud, slutter Inger Marie.
