I de sidste seks år har Frans Rossing Andersson været sognepræst ved Aaby Kirke, og det er ikke uden vemod, han i julen holder sine sidste gudstjenester i sognet. Efter nytår venter nemlig en helt ny tilværelse som ”gadepræst” i Aalborg.
Forleden mødte vi den snart forhenværende sognepræst til en snak om nutid og forventninger til fremtiden i en verden, der er fremmed for mange såkaldt ”almindelige mennesker”.
Korshærs- og gadepræst
– er den officielle og korrekte betegnelse, forklarer Frans over en kop kaffe i Sognegården.
– Hidtil er min menighed defineret ved et tilhørsforhold her i området, mens min fremtidige menighed er hjemmehørende intet sted og alle steder. Selv om antallet af hjemløse ikke ser stort ud på papiret, er der i Aalborg et stort antal socialt udsatte borgere, fortrinsvis mænd.
Selvfølgelig er der også socialt udsatte mennesker på landet og i mindre samfund, men der er en udpræget tendens til at søge fællesskaber i byerne, og varmestuerne i Thisted og Brønderslev har ikke nær samme søgning som Aalborg.
Vi kender først og fremmest Kirkens Korshær fra mange af landets genbrugsbutikker, som har til formål at indsamle penge til hjælp for udsatte og hjemløse fortrinsvis i nærområdet, mens andre hjælpeorganisationer samler ind til støtte for U-landsarbejdet.
Kirkens Korshærs arbejde er koncentreret i de større byer, og i Aalborg har der været en korshærspræst siden 2008, fortæller Frans.
– Kirkens Korshærs aktiviteter i Aalborg omfatter varmestuen i Søndergade og i Nørresundby, et herberg, aktivitetscenter og en familieafdeling. Medarbejderne er dels ansat, lønnet personale, samt ca. 100 frivillige.
Udover Kirkens Korshær driver Frelsens Hær, KFUM og Blå Kors de fire varmestuer i Aalborg, og alle har åbent døgnet rundt. Vi arbejder tæt sammen, og mange opgaver løses i samarbejde med kommunen, som yder stort tilskud til arbejdet.
Frans er ansat som sognepræst ved den nærliggende ”Vor Frue Kirke”, med varetagelse af gadepræstens særlige opgaver, og han har kontor i tilknytning til varmestuen.
Jeg er ansat på fuld tid som korshærs/gadepræst, og én af mine vigtige opgaver er at være opsøgende.
Stort behov
Alene i Aalborg opsøges varmestuerne af flere hundrede mennesker i døgnet. Gruppen af udsatte alene i Aalborgområdet skønnes at være et par tusinde. Brugerne lægger oftest ikke vægt på hvilken organisation, der står bag varmestuerne, om det er Blå Kors, Frelsens hær eller Kirkens Korshær er ikke væsentligt – heller ikke for medarbejdere og frivillige. Opgaven er at yde hjælp til mennesker, der har et behov.
Om præsten
40-årige Frans har været præst i 12 år. Han kom til Aaby Sogn fra en stilling som sognepræst på Djursland.
– Jeg har ikke tidligere beskæftiget mig med socialt arbejde, men jeg har altid haft interessen. I mit tidligere embede besøgte jeg varmestuer i Aarhus sammen med konfirmanderne, en tradition, jeg videreførte her i Aabybro. Det gør indtryk på de unge, at Aalborg ikke kun er fest og smart tøj, byen har en barsk bagside.
Ingen ledige sengepladser
Især i vinterhalvåret er der rift om sengene. I varmestuen i Aalborg er der ca. 20 senge, som kan benyttes for en enkelt nat, i modsætning til Herberget på Forchhammersvej, hvor man kan bo i kortere perioder. Stedet er et supplement til ”Svenstrupgaard”, som er Aalborg Kommunes tilbud til midlertidig hjemløse.
Alle brugere har en sag i hjemkommunens socialforvaltning. Der er flest mænd, men også et stigende antal kvinder, og alle kommer med hver sin historie om en mislykket tilværelse. Nogle få har opnået en førtidspension, og mange har en uafklaret sag i psykiatrien, men de færreste har udsigt til at vende tilbage til et såkaldt normalt liv.
Præcis hvorfra mit engagement stammer, ved jeg ikke, men da stillingen som Nordjyllands eneste korshærspræst blev ledig, besluttede jeg at søge den. Som korshærs/gadepræst møder man helt andre udfordringer end i et sogn som Aabybro. Selvfølgelig er omdrejningspunktet forkyndelsen af evangeliet, men allervigtigst er det at lytte og tale med mennesker, der kommer med hver sin beretning om et liv med mange problemer og udfordringer.
Det er et arbejde, hvor jeg virkelig får lov at være præst, og jeg imødeser en fremtid i stor kontrast til mit arbejde her i Aabybro, hvor de fleste mennesker klarer sig selv og har, hvad de har behov for.
Jeg tiltræder i Aalborg allerede 1. januar, og jeg håber min stilling i Aaby Sogn snart bliver besat. Der er mangel på præster i øjeblikket, og det skyldes bl.a., at de store årgange nu går på pension.
Hvorfor blev du præst?
Det er et godt spørgsmål. Jeg er ikke påvirket hjemmefra, og der er ingen præster i min familie.
Jeg er opvokset i Aalborg, tæt ved ”Vor frue Kirke”, hvor jeg også er konfirmeret. Ofte har jeg stillet mit ur efter kirkeuret uden tanke om, at her lå min fremtidige arbejdsplads som sognepræst. Ganske vist mest af navn, for som korshærspræst har jeg hverken gudstjenester, konfirmandforberedelse, eller hvad der ellers hører embedet til.
Selve præstegerningen har gennemgået en ændring. Tidligere var det ofte hos præsten mennesker søgte råd og vejledning i pressede situationer. I dag bliver den opgave varetaget af terapeuter med forskellig uddannelse, som gerne lytter. Selv om de er velkomne, er folk ofte tilbageholdende med at opsøge præsten for at søge råd. Præstegården/boligen er heller ikke i samme grad som tidligere tilgængelig , undtagen efter aftale. ”Præstekonen” eller ”præstemanden” er heller ikke den, der serverer kaffe og bager boller, for oftest har hun selv et arbejde at passe.
Som korshærspræst varetager jeg begravelser i det omfang, der hverken er pårørende eller andre, der tager sig af afdødes eventuelle ønsker. Nogle har familie, som vi kontakter i forbindelse med dødsfald, mens andre slet ingen familie har. I de tilfælde er det kommunen, der står for en traditionel begravelse, hvis afdøde var medlem af folkekirken. Spørgsmålet er ofte aktuelt, for tilværelsen som udsat betyder, at der ofte sker dødsfald blandt brugerne.
En stor opgave venter
– I virkeligheden gør jeg mig måske ikke tanker om, hvad jeg har sagt ja til. Jeg ved ikke, hvor hårdt det er daglig at blive konfronteret med så mange skæbner. Jeg har selv familie, tre små børn og min hustru, der arbejder som psykolog i Vesthimmerland Kommunes familieafdeling.
Arbejdsmæssigt har vi noget tilfælles, men det gælder om at holde arbejde og privatliv adskilt. Jeg vil f.eks. ikke invitere klienterne hjem privat. Selv om omstændighederne ofte appellerer til følelserne, skal man hele tiden huske, at mennesket, der sidder overfor, er psykisk syge eller misbrugere, og måske ikke en gang fortæller sandheden.
At kommunikationen kan virke grænseoverskridende og provokerende, fordi situationen slet ikke er normal, stiller nye krav til mig. Jeg skal ikke være sagsbehandler, men jeg skal råde og vejlede om, hvor der er hjælp at hente bl.a. i det kommunale system.
Desværre har mange udviklet en mistillid til de, der faktisk er der for at hjælpe, og det vanskeliggør naturligvis situationen.
Ofte er der ikke interesse for egentlig hjælp, for ofte har klienten kun ét behov: Penge så han kan købe øl eller spiritus. Samtalen løber af sporet, når det behov ikke kan opfyldes, og det vanskeliggør en ærlig dialog.
I samfundet lever mange med et fortegnet billede af en virkelighed, hvor en falleret virksomhed eller en ”skilsmisse har sendt ægtemanden ud til det frie liv på landevejen-, det er kun sjældent virkeligheden.
De fleste har oplevelser af svigt med i bagagen, ofte helt fra barndommen, og for de mange, der er skadet efter et årelangt misbrug af alkohol og stoffer, er tilværelsen med familie og andre mennesker bestemt ikke blevet lettere. Selvfølgelig er ikke alle misbrugere, men det er, ligesom det faktiske antal hjemløse, lidt af et mørketal. Mange har et hjem, som de bare ikke bruger. Men min fornemmelsen er, at antallet er stigende.
– Jeg kommer til at tilbringe megen tid på gaden og på værestederne, jeg skal selvfølgelig have en fast træffetid, ikke kun for klienterne, for jeg bliver også præst for de mange frivillige, der må lægge øre til mange belastende beretninger, som fylder i livet og hverdagen som udsat.
Derimod skal man ikke forvente at møde Frans i Algade en tirsdag formiddag, iført præstekjole og pibekrave, for den uniform hører ikke til i gadelivet.
JUL
Nu er det jul også blandt de mange hjemløse og udstødte.
– Det er normalt, at mennesker mødes med familie og venner netop i julen, og ofte er det også tiden, hvor følelsen af at være udenfor rammer særlig hårdt. I varmestuerne forsøger man at skabe julestemning, og de hjemløse får også særlig opmærksomhed og møder velvilje fra det omkringliggende samfund.
I år møder mange helt almindelige mennesker en ny virkelighed, hvor økonomien pludselig begrænser traditioner, der før har været selvfølgelige. Hvad koster det? Hvad har vi råd til? Hvad har vi i virkeligheden brug for. Spørgsmålene er mange, når også helt almindelige mennesker oplever begrænsning.
Men med stigende priser og en usikker verden, vil mange nok tage sig tid i julen til at reflektere over tilværelsens foranderlighed og balancen mellem ønsker og økonomisk formåen. Problemerne blandt hjemløse er anderledes, for ét er, at de ikke har råd til at holde jul, det største problem er, at de ikke har nogen at holde jul for, slutter Frans
Hvad er vigtigt for mig, og hvad kan jeg undvære?
Det spørgsmål er vi en del, der nok vil reflektere over, når juleanden og risalamanden er spist og gaverne pakket ud.
Glædelig jul til alle
