Det er ganske vist:
Med én dags mellemrum, den 14. og 15. november fylder Sussi & Leo 65 år, og det siger ikke kun noget om deres alder, men i høj grad også, at vi er blevet halvgamle, alle vi, der var voksne, dengang det stod at læse i alle landets aviser, at et ungt, nordjysk musikerpar havde fået en millionkontrakt for at spille på Skansen i Skagen.
”Og det selv om mange andre, både sang og spillede meget bedre”, lød de undrende kommentarer blandt ”folket”. Ikke misundelige, men det var li´godt pokkers…
Og imens blev de søde unge mennesker en institution, noget turisterne SKULLE opleve i Skagen, ligesom et besøg hos slagter Munch, Fiskerestauranten og Skagen Museum.
Vi besøger parret en oktoberdag. Udenfor den gule landejendom har ”turbussen” alt for længe holdt alt for stille, for naturligvis er Sussi og Leo også ramt af nedlukningen i underholdningsbranchen. Kalenderen er fyldt med aflyste engagementer, og lige nu ser det ikke ud til, at der overhovedet bliver julefrokoster i år.
– Det lyder som noget, der fandt sted i gamle dage eller som plottet i én af Leos fantasyromaner, siger Sussi, for det er så uvirkeligt.
Fra to til tre
– De seneste år har vi udvidet bandet med Thomas Ehrenreich på trommer, samtidig har vi stiftet firmaet ”Music Production ApS” der varetager interesser for ”Trio Sussi og Leo”. Thomas betyder dels en musikalsk fornyelse, dels er vi mindre sårbare i tilfælde af sygdom. Coronaen kan vi ikke stille noget op imod, men heldigvis kan vi få del i den kompensation branchen er stillet i udsigt.
Skal der findes noget positivt i den nuværende situation, må det være, at Leo får mulighed for at genoptræne sit ben efter, at en i øvrigt vellykket hofteoperation, endte med stafylokokker i operationssåret. Men Leo har ikke mistet modet, og med ihærdig og stædig genoptræning går det langsomt, men sikkert fremad.
Midt i en coronatid
Og som mange andre danskere har Sussi & Leo brugt de arbejdsfrie måneder på en masse praktiske opgaver ude og inde på den gule ejendom nær Saltum.
Selvfølgelig har de også lavet musik, men det er svært at planlægge i en tid, hvor man knap ved, om man kan sige ja til fremtidige jobs.
– Fra januar var vi indstillet på at lave 50 års jubilæumskoncerter, men foreløbig kan vi ikke planlægge, lyder det opgivende fra Leo.
Intet er som bekendt så galt, at det ikke er godt for noget. I ”coronapausen” er der ordnet praktiske ting, som at fjerne en ældgammel mødding, som ikke bare gemte på Sussi og Leos egne kasserede effekter fra de mange år, Sussi og Leo selv har boet på gården, møddingen gemte nemlig også på sjove og overraskende fund fra ”gamle dage”.
Lige nu bor Leos niece og hendes søn Lucas også på gården, og de går også til hånde på ejendommen, hvor der altid er brug for ekstra hænder.
– Lucas og én af hans kammerater var os til uvurderlig hjælp med oprydning og transport af ting til genbrugspladsen, og de fik samtidig en oplevelse ved at studere ”fundene” i møddingen, fortæller Leo, der også roser det gode naboskab i det lille samfund.
Ellers har parret haft god tid til kreativ udfoldelse. Sussi har malet billeder og lavet skulpturer, mens Leo har skrevet på endnu en roman, og som ægte dyrevenner har de brugt masser af tid til hygge med hundene, kattene og de utallige kanariefugle, der synger os i møde fra store volierer i forstuen. I en anden stue er det Leos interesse for fisk, som har resulteret i et par kæmpestore akvarier.
50 års jubilæum
Parret begyndte at optræde i sommeren 1971, og foreløbig har de ingen planer om at stoppe. Bortset fra Thomas på trommer, er der ikke sket store forandringer i deres shows. Under ”normale coronafri omstændigheder” – er alt ved det gamle, og sådan vil både ”Sussi & Leo” og deres publikum helst have det.
Leo, som i årenes løb har skrevet adskillige bøger (udkommet under pseudonym) er startet på at skrive parrets erindringer.
– Men jeg kunne simpelthen ikke udholde skriveprocessen, medmindre jeg kom på lykkepiller, så foreløbig har jeg sat projektet på standby.
– Leo ville oprindelig skrive vores historie som en roman, og det er jo anderledes end fiktion, forklarer Sussi. Når følelserne kom for meget i spil, blev det for personligt, og så blev han ked af det. Men det er selvfølgelig den slags historier, folk gerne vil læse. Tilværelsen går jo op og ned, også for os, men episoder, der kan være sjove at læse om, er ikke altid så sjove at skrive, og vi bliver jo også nødt til at holde os til sandheden, ellers er det ikke ordentligt.
Hemmeligheden bag
Selv i skarpt oktoberlys ligner parret ikke deres jævnaldrende, huden er ungdommelig og Sussi springer rundt som en 17-årig, mens Leo venter på, at formen genindfinder sig efter betændelsen i hoften.
Har de en hemmelig ungdomseleksir, som de indtager hver morgen?
– Ja, siger Sussi. Den hedder 50 minutter hver morgen på min crosstræner, og i dag har jeg også gravet have. Når jeg stadig kan svinge benene, skyldes det, at jeg altid holder mig i gang, så musklerne får lov til at arbejde. Hvis jeg bare satte mig ned, ville min krop hurtigt ældes. Mentalt holder jeg mig også i gang, for jeg øver mig daglig på at blive bedre på guitar. Vi har fundet et undervisningsprogram på computeren, og det er alle tiders, for her afsløres den mindste fejl, også den øret knap registrerer. Det får jeg meget ud af, for sværhedsgraden øges hele tiden. Leo spiller harmonika, men han holder mig også i ørerne, så vi begge får noget ud af det. Musikundevisning er livslang læring.
Jeg er nødt til at holde mig i form, for i et band som vores er vi sårbare og afhængige af hinanden, og det er en væsentlig motivation til, at vi holder os i gang.
Inger Støyberg
Tilværelsen er fuld af overraskelser, og i dag kommer det nok bag på mange, at Venstres tidligere integrationsminister, Inger Støyberg, er forfatter til bogen, ”Toner i livet”, om ”Sussi & Leo”.
– Det er 16 år siden, bogen udkom. Vi blev kontaktet af en forlægger i Dronninglund, som både kendte os og Inger, der oprindelig er uddannet journalist. Nu havde han fået den gode idé, at Inger skulle skrive om os, men før han spurgte hende, ville han høre, hvad vi sagde. Allervigtigst skulle vi mødes først, for kemien skulle selvfølgelig være i orden.
Men det gik fint, Inger er en rigtig sød pige, og vores betingelse, at der overhovedet ikke blev talt om politik, blev respekteret og overholdt. Selv om vi naturligvis har meninger, skal vores optræden ikke forbindes med hverken politiske eller religiøse holdninger.
– Det overlader vi til folk som Niels Hausgaard, der næsten har gjort sine holdninger til et varemærke, men med os er det jo noget helt andet, siger Leo, der gerne hygger sig med at se Hausgaard udfolde sig på YouTube.
Folkepensionister?
– Er det nu, vi bliver folkepensionister? spørger Sussi, der samtidig erkender, at det ikke er noget, hun går op i, for ”skal man så ikke føle sig gammel?”
Men Leo har mere tjek på det og mener, at der går et par år endnu, selv om det forekommer alt for uvirkeligt.
– Det er ikke noget, vi spekulerer på til daglig, siger Leo. Parret er enige om, at folkepension ikke vil forhindre dem i at optræde som altid, når de vel at mærke følger reglerne, så parrets mange fans behøver ikke være bekymrede.
Næste år kan de fejre endnu en begivenhed, rubinbryllup for 40 år ”i lyst og nød” og med fuld musik.
Turistattraktion i Skagen
Bent Hardervig var turistchef i Skagen, da ”Sussi & Leo” trådte ind i rampelyset, og han mindes parret som et frisk indslag i en by, hvor folkeligheden af og til kunne have svært ved at finde sin plads.
– ”Sussi & Leo” var lige, hvad vi havde brug for. De var sig selv, uspolerede og slet ikke beregnende. De kunne virkelig skabe en stemning, hvor de også selv morede sig. For en turistchef var det herligt at have et bredt sortiment ”på hylderne”, ikke alle turister havde jo lige stor interesse i Skagensmalerne. Musik kunne være en anden attraktion, som tilmed blev bekræftet af, at Skagen Festival (oprindelig Skagen Visefestival) samtidig tog sin begyndelse.
At ingen var ”for fine” til at besøge ”Skansen” og ”Sussi & Leo” understreges af, at Prins Henrik og de den gang unge prinser også kunne ses blandt publikum. Jeg husker et år, hvor en gruppe ”finkulturelle” protesterede mod et forslag om, at ”Sussi & Leo” skulle optræde ved det traditionsrige Sankt Hans bål.
Heldigvis vandt ”folkeligheden”, de ”finkulturelle” blev stemt ned, og selvfølgelig blev det en fantastisk aften, slutter Hardervig.
Tilbageblik
50 år er der gået siden parret første gang optrådte for publikum. Oprindelig var det kun for sjov, for de var bare femten år, og verden var fuld af tilbud.
– Jeg havde det som mange andre drenge, jeg anede ikke, hvad jeg ville være, fortæller Leo. Min far syntes jeg skulle søge ind i en bank. Han troede jo ikke, at penge nogen sinde ville blive umoderne, og hvem ved, om jeg ikke ville være blandt de mange fyrede bankfolk i dag, hvis jeg havde fulgt min fars anbefaling.
Men uden vi havde planlagt det, viste musikken sig pludselig som en mulighed, en hobby, som vi tilmed kunne tjene penge på.
De første 10 år spillede vi mest til ”suppe, steg og is”, men havde også enkelte jobs på værtshuse gennem en halv snes år. Bl.a. spillede vi fredag og lørdag i en periode på ”Fregatten” i Skagen, der havde samme ejer som ”Skansen”.
Vi har aldrig fået sammenhængen bekræftet, men meget tyder på, at indehaveren fejlagtig havde booket to orkestre til samme aften på ”Fregatten”, og da vi ankom var et andet orkester i færd med at stille instrumenter op. Værten var ikke vild med at indrømme, at han havde begået en fejl, så han foreslog, at vi i stedet for spillede på ”Skansen”, nu vi havde kørt turen.
– Det var vi ikke så vilde med, siger Sussi, for det var ligesom at træde et trin ned af stigen, for mens ”Fregatten” var et flot sted, syntes vi ”Skansen” lignede et hul i jorden. Alligevel viste det sig, at vi passede ind i stedets koncept, og af en eller anden grund blev vi nærmest kult, som byens mange turister skulle opleve.
Fra kun at have optrådt om sommeren blev ”Skansen” snart Sussi og Leos andet hjem hele året seks dage om uge, hvor de optrådte fra klokken 21 til 3.
– Vi kørte hjemmefra kl. 18.30 for at sikre, at alt fungerede på scenen, inden vi skulle spille, og så var vi først hjemme i Saltum igen ved sekstiden om morgenen. Det var hårdt, men det var også sjovt. Utroligt, at vi kunne holde dampen oppe på den måde i 23 år, heraf de 20 på ”Skansen”. At publikum også holdt ved, er jo langt fra nogen selvfølge, men det skyldes jo turisterne.
Alligevel måtte der gerne ske noget nyt, og de sidste to år på ”Skansen” havde vi pauser udenfor sæsonen, hvor vi turnerede med et stort orkester, ”Sussi og Leos Roadshow”, hed det, vi spillede mest countrymusik og havde nok at lave.
Men i 2003 sluttede vi for at blive selvstændige. Vi havde længe drømt om at få vores eget spillested, og i februar året efter overtog vi Ritz i Havnegade i Frederikshavn.
Det blev nogle hektiske år, hvor Sussi og Leo oplevede udfordringerne som virksomhedsejere og ledere. Efter nogle år stod det klart, at de allerhelst ville spille og møde publikum, og efter at have afviklet Ritz, er det det, de fortsat gør .
Fremtiden?
– Vi har ikke sat nogen udløbdato. Men den dag, jeg vågner om morgenen og siger: ”Jeg gider ikke i dag”, er tiden inde til at slutte, siger Sussi. Leo er enig, for han kender oplevelsen fra Skansen, hvor han var ved at køre træt i de mange mennesker og samme musiknumre.
Men lige nu er det kun coronaen, der bremser dem, for de er SÅ parate til at komme ”on the road again”, og der er næppe tvivl om, at publikum savner dem.
