Af Michael Christiansen, Ølandlund – Tekst og billeder
Bøhmen har i århundreder været et centraleuropæisk kraftcenter med stor tradition for produktion af alt fra energi til elektronik og sværindustri, og med denne industrisucces har kunsten, byggerierne, pengene og kulturen naturligvis også haft gode vilkår, i et for øvrigt dejligt bakket område i behagelig køreafstand fra Danmark.
Et godt udgangspunkt for en uges oplevelser i Vestbøhmen kan være den traditionsrige by, Plzen (udtales Pilsen), som mest af alt er kendt for sit store bryggeri Pilsner Urquell. Og de tjekkiske priser er stadig særdeles attraktive. På byens hyggelige torv får man stadig en kop kaffe serveret til blot 10-12 kroner og en frisk ½ liter fadøl til blot ca. 15 kr.
Fra Nordjylland kan første dag køres til området omkring Halle ved Leipzig. Næste dag går turen fra Halle mod Vestbøhmen. Først besøger vi kurbyen Marianske Lazne (Marienbad), som er et overflødighedshorn af smukke bygninger og parkanlæg og som kronen på værket det historiske kurhus. Utallige er de prominente personligheder, der gennem tiderne har haft kurophold i byen. Bl.a. kan nævnes Chopin, den russiske Zar Nikolaj 2. og vores egen danske skuespiller Johanne Luise Heiberg. Vi er fremme i Plzen til aften.
Vi skal ikke glemme at nyde vores ferieby, Plzen. Om formiddagen tager vi på besøg i Pilsens verdensberømte bryggeri, Pilsner Urquell. Det er en super interessant rundvisning, vi får i bryggeriets museum og produktion. Ingen rundvisning uden smagsprøver naturligvis. Og frokosten kan nydes i bryggeriets spændende restaurant La Spilce indrettet i den tidligere ølkælder.
Karlovy Vary
Nordbøhmen skal have vores opmærksomhed i dag, og vi besøger den berømte bøhmiske kurby Karlovy Vary, der med sine storslåede bygninger, arkader og historiske centrum er et besøg værd.
Vi går en byrundtur, og undervejs passerer vi Mlýnská kolonnaden og senere Vřídelní kolonnaden, hvor byens mest berømte kilde sender sit 72 grader varme vand op til 12 meter i vejret.
Der er også mulighed for en lille tur i kabelbane til udsigtspunktet Diana, hvor man kan nyde den smukke udsigt over byen. Er du til kaffepause i luksuriøse omgivelser, anbefaler vi også en Caféoplevelse på Grand Hotel Pupp, der har et nærmest legendarisk ry i Karlovy Vary. Hen på eftermiddagen kører vi tilbage i Plzen.
Cesky Krumlov
Dagens udflugt går til den sydlige del af Bøhmen, hvor vi skal besøge en af Tjekkiets mest charmerende byer, Cesky Krumlov.
Centrum er omgivet af floden Vltava på næsten alle sider, da floden her slår et vældigt sving. En af turistattraktionerne er at følge de mange kanoer og kajakkers forsøg på at forcere de forhindringer, som er bygget i floden for at sænke vandets hastighed.
Højt over byen hæver borgen sig med sit 54 meter høje tårn, som giver en fantastisk udsigt over byen. Det er muligt at få en rundvisning på slottet, som efter Prag er Tjekkiets næststørste slotskompleks. Men også en gåtur i de gamle, krogede gader er sammen med et besøg på café absolut anbefalelsesværdigt.
Frokost i pragtfulde Prag
Vi tager på sjette dagen afsked med vores hotel i Plzen og begiver os mod Tjekkiets hovedstad Prag, der altid skinner så smukt.
Vi parkerer ved Englebroen og går gennem det jødiske kvarter til Wenzelspladsen, det gamle torv og videre forbi Karlsbroen.
Mættet med indtryk fra det herlige Bøhmen kører vi tilbage mod Danmark efter en overnatning i Usti nad Labem.