Hun behøver ikke nærmere introduktion hos nordjyderne. Gennem mere end 25 år har Zita Hvid været ansat ved TV2 Nord, først som nyhedsvært, og siden 2010 som garant for, at den nordjyske nyhedskanal ikke udelukkende formidler politik, problemer, ulykker og sport.
Seerne sætter også pris på underholdning med gedigent indhold, f.eks. Zitas populære programmer, ”Vizitten”, ”Parløb”, ”Spidserne”, ”Kvindeliv” mv. Gennem foreløbig 175 Vizitten-udsendelser har nordjyder åbnet deres hjem for Zita og seerne, og tonen i de utallige portrætter af kendte og ukendte mennesker er altid venlig, aldrig konfronterende med ubehagelige spørgsmål. Zitas programmer udstråler varme og venlighed, de er populære og kan ses igen og igen
For nylig var ”Jammerbugtnu” på visit hos Zita Hvid. Hun bor i en charmerende Hasserisvilla, der som nabo til Aalborgtårnet byder på næsten samme flotte kig over byen. Udsigten er ny, for tidligere gav et gammelt lærketræ og et ahorntræ næsten fornemmelse af at bo i en skov, men det er slut efter ægtefællen, Per Christiansen, har fældet et par af de store træer. I modsætning til Zita er han nemlig inkarneret soldyrker, men lidt kuldskær er han også, måske efter flytning fra Fyn til det nordlige Jylland.
Det kræver mange års øvelse så let og elegant at forcere den udvendige, smalle, gelænderløse stentrappe, og øvelsen har parret. Zita havde allerede boet i huset en halv snes år, da Per flyttede ind for 20 år siden. Han er ligeså venlig, som vi husker ham fra TV2, så han står parat med en hjælpende hånd, da vi begynder opstigningen til huset.
Annekset
Vi starter i det gule anneks, som Per har malet i forvisning om, at farven var Skagensgul. Han er ikke den eneste, der har begået den fejl, for hvem kunne da også vide, at gul findes i så mange nuancer?
Vi dvæler ikke ved farven, men kigger indenfor i den hyggelige bolig, der indtil for få år siden dannede ramme om Zitas mors sidste år. Selvfølgelig kræver det respekt og tolerance, når flere generationer bor på samme matrikel, men det har ikke voldt problemer.
– Heller ikke da Per kom ind i mit liv og erfarede, at svigermor fulgte med i købet, siger Zita, for mor og Per kom godt ud af det med hinanden.
– Hun hed ganske vist Gerda ligesom min tidligere svigermor, som jeg havde et dårligt forhold til, men det skræmte mig ikke, forklarer Per, der mener, at det nære naboskab var en af årsagerne til at han fik så godt et forhold til Zitas mor. .
– Selv i en høj alder, klarede mor sig rigtig fint, siger Zita. Hun passede sig selv, nød haven og gik ikke af vejen for at invitere gæster til en treretters middag.
Den sidste tid
– Men da mor som 89-årig fik en uhelbredelig kræftsygdom, var hun indstillet på at tilbringe den sidste tid hjemme, og vi bakkede hende op. Det var betryggende, at afstanden til os var kort, og med hjælp fra Hjemmeplejen kunne det lade sig gøre, fortæller Zita.
Men den sidste tid var hård for hende og ikke kun på grund af sygdommen. Indenfor et par måneder oplevede hun at miste to af sine nærmeste veninder, og det tog hårdt på hende. Hun ville ikke engang med til deres begravelser, sikkert med tanke for, at det snart var hendes tur, og der gik heller ikke lang tid.
– Mor fik diagnosen i februar og nåede lige at fylde 90 før hun døde i september for fire år siden.
Selv om hun havde været syg et stykke tid, blev hun først rigtig dårlig den sidste måned.
Jeg var naturligvis forberedt, alligevel kom hendes død meget pludselig, og efterfølgende har jeg haft svært ved at komme mig over oplevelsen, forklarer Zita.
Vi burde måske have set skriften på væggen. Selv om mor fik hjælp og pleje døgnet rundt af et privat firma, forventedes det også, at jeg tog del i plejeopgaverne. Det var jeg ikke indstillet på, dels fordi jeg skulle passe mit arbejde, dels fordi vask og personlig pleje føltes grænseoverskridende for både mor og mig, fordi vi aldrig havde været tætte på dén måde.
Det var en tid, der vendte op og ned på vores dagligdag, jeg talte ca. 40 forskellige mennesker, der gik ud og ind af huset i den sidste tid. De fleste var der kun 5 – 10 minutter, så var de ude igen.
Især blev det svært, da mor til sidst fik smerter. Travlheden betød, at der ikke altid var tid til at tage hensyn til mors skrøbelighed og behov for ordentlig smertedækning. Ind imellem virkede det næsten som et overgreb på det syge menneske, og jeg følte mig magtesløs. Selvfølgelig ved jeg også, at personalet var tidsmæssigt presset, for når de forlod huset, skulle de sidde i bilen og gøre notater, inden de hurtigt skulle videre til den næste patient.
Konstant skulle problemer løses, f.eks. kunne medarbejderne fra Hjemmeplejen ikke vaske min mor og hjælpe med tandbørstning, fordi hun ikke havde en hæve/sænkeseng. Jeg var uvidende om, at jeg selv skulle skaffe den fra hjælpemiddeldepotet, – selv med den bedste vilje er det vanskeligt at indstille sig på de forventninger, der er til pårørende.
Noget må ændre sig, for de kommende ældre generationer er ikke mere så autoritetstro. De vil også forvente, at måltiderne bliver mere tillokkende end tilfældet er i dag, funderer Zita.
Alle, der selv har gennemlevet perioder med gamle og syge forældre, forstår fuldt ud, at det gule hus også rummer smertefulde erindringer, som dog fortoner sig i takt med at livet genopstår, når venner og bekendte kommer på besøg, for nu fungerer stedet som gæstehus for korte og længere perioder, fortæller Zita.
Kom indenfor
Parrets bolig er en selvstændig villalejlighed på første sal, med separat indgang og helt adskilt fra husets anden bolig i stueplan. En stor parklignende have hører til herligheden, og det er Per, der tager sig af græsslåningen.
Ikke overraskende er det et spændende og meget personligt hjem, vi træder ind i. Smukt indrettet og præget af, at husets beboere holder af kunst og design. Mon ikke Zita gennem årene har fundet inspiration i nogle af de utallige nordjyske hjem, hun har besøgt.
Flere steder hænger eksempler på, at Zita selv har en kunstnerisk åre. Store, nonfigurative billeder med hendes signatur har nemlig fundet plads blandt hjemmets øvrige kunstværker. Og den kreative åre flyder endnu, en stak store, hvide lærreder i annekset vidner om, at Zita snart griber penslerne igen.
Hun har da også udstillet, og havde sin debut på Børglum Kloster, hvor de udstillede billeder blev solgt så hurtigt, at Zita måtte hente flere lærreder hjemme fra ”lageret”.
Det store billede i ”forstuen” er Zitas eget værk og farvemæssigt afstemt møblerne – eller måske er det møblerne, der er afstemt billedet?
I en af stuerne er der ikke kun kunst på væggene. Også det flotte tæppe på gulvet er kunstnerisk udført, som at have et maleri på gulvet.
Her leves
– Jeg kunne ikke drømme om at bo uden farver, og det præger naturligvis vores hjem, siger Zita. Jeg bilder mig ind, at besøgende også holder af at være her, farver og de mange personlige ting er nemlig med til at skabe en stemning.
Jeg kunne slet ikke tænke mig at leve i sort/hvidt med bare vægge, eller uden nips og ting, som ikke bare er kønne, men også betyder noget for os. Det gælder også vores køkken, det kan ses, at det bliver brugt, og det synes jeg kun er rart.
Vi har tilsammen 7 børnebørn. Når de er her, laver vi mange kreative ting sammen, og det går ikke sporløst hen over hjemmet, at her er aktiviteter med perleplader og masser af farver.
Phister
Zita viser en dekoreret sten, som børnebørnene har lavet til Phister, husets elskede hund, der døde for nylig.
– Der gik lang tid, før vi fik urnen med hans aske. Nu skal vi have det hele til at passe, så børnene kan mødes og deltage i højtideligheden, når vi laver gravstedet. Ligesom vi voksne havde børnene hver især et forhold til Phister, en dansk/svensk gårdhund, der blev 15 år.
Men denne gang skal parret tænke sig grundigt om, før de anskaffer en ny hund.
– Der skal gå et halvt år, før vi begynder at tale om det, indskyder Per, og Zita bekræfter, for det gik for hurtigt, da Phister flyttede ind kun 10 dage efter den tidligere hund var død.
Vi skal tænke os godt om, for vi mærker allerede friheden ved ikke at skulle tænke hund ind i overvejelser om én eller anden impulsiv idé. Men selvfølgelig savner vi ham efter så mange år. Også selv om han ikke var verdens nemmeste hund, der tilmed var syg den sidste tid.
Man kan godt både savne og tænke praktisk..
Per
Per Christiansen er uddannet journalist og var i mange år studievært på TV2 i Odense. De seneste år på skærmen var som vejrvært, indtil han mæt af de mange rejser til Odense lod sig pensionere og trak sig tilbage. Ikke for at nyde sit otium, for med sine 71 år har han fortsat mod på nye udfordringer.
Blandt andet har han været rejseleder hos Nilles Busrejser. Jobbet forenede hans interesse for historie og mennesker med glæden ved at formidle. Og opgaven var slet ikke ny for ham, for som ganske ung studerende havde han ligeledes arbejdet som rejseleder. Men noget havde gennem årene forandret sig.
En periode med prostataproblemer krævede hyppige toiletbesøg, hvilket absolut ikke var foreneligt med busrejser, så den aktivitet er droppet, selv om en vellykket operation har elimineret problemerne, Siden har Per bl.a. løst tekstopgaver for udlejningsbureauet SOL & Strand, og han er guide i Regan Vest. Per er desuden en populær foredragsholder.
Parløb
Zita og Per har været sammen i mere end 20 år, og det var naturligvis en lækkerbisken for pressen, da man fik nys om den nye alliance mellem to af Danmarks TV-kendisser.
– Det var til en 10-års jubilæumsfest på TV2 i Odense, lynet slog ned, fortæller Zita. Vi var begge gift med andre, men noget var i gære. Per havde to døtre, og jeg havde én datter, selvfølgelig var det kompliceret. Vi gav os god tid, og det første år opretholdt vi kun forbindelsen via mails og telefonsamtaler, indtil vi besluttede at mødes for at ”se, om det var noget alvorligt”. Der var ingen vej udenom: Vi måtte være sammen, og der gik kun kort tid, så flyttede Per ind og har været her siden. I en periode var vi derfor godt ”nyhedsstof” i ugepressen.
Zita
Navnet er italiensk og refererer til en toscansk helgeninde, som er alle tjenestefolks beskytter. Navnet kan også betyde ” ung giftefærdig jomfru”. I Danmark er der i øjeblikket 197 kvinder, der hedder Zita. Med efternavnet Hvid er ”vores” Zita den eneste med den navnekonstellation, og hun har altid været glad for sit navn.
– Historien bag er, at min mor som ung passede en lille pige, som hun kom til at holde meget af. Pigen hed Zita, og mor besluttede, at det skulle hendes datter hedde, hvis hun nogensinde fik én, fortæller Zita, som er ægte aalborgenser, opvokset i en kernefamilie med to ældre brødre, og det stod ikke skrevet over hendes vugge, at hun skulle lave tv.
– Som lille drømte jeg om at blive speaker i TV ligesom bl.a. Hanne Sommer, som jeg beundrede. Senere som ung tog teaterdrømmene over, sikkert inspireret af min far, der arbejdede ved Aalborg Teater. Jeg elskede at komme med ham og mærke duften, mindes Zita.
Det blev dog ved drømmen, men som ægte mønsterbryder fra et ikke-akademisk hjem valgte jeg ligesom den ene af mine to ældre brødre en videregående uddannelse på Universitetet. Min bror blev læge, og jeg blev cand. mag. i engelsk.
– Mens jeg læste, bevarede jeg forbindelsen til teateret og havde bl.a. studiejobs som påklæder og statist, indtil jeg forlod AUC i 1984. Herefter arbejdede jeg med marketing, information og kommunikation i firmaet Hydrema, Aalborg Kommune og AUC, indtil jeg på foranledning af daværende direktør Bent Bjørn kom til TV2 Nord i 1997.
TV
Jeg startede som nyhedsvært, men med min interesse for kunst, arkitektur, litteratur og mennesker, fik jeg med tiden mit ønskejob. Jeg elsker at tale med mennesker, hvilket er en forudsætning for mit arbejde, og jeg oplever også at folk har tillid til mig.
Jeg elskede at lave de sjove og underholdende programmer som Vizitten, og nød at være vært på store produktioner som ”Hvid jul” og ”Sportsgalla”, det var lige mig. Men jeg kan selv se, at jeg har udviklet mig gennem årene, for både min alder og mine personlige erfaringer kan jeg bevidst eller ubevidst bruge, når jeg interviewer til alvorlige programmer, som ”Når livet tager en drejning”, der berører hele følelsesregistret. Jeg skal både skabe en professionel distance og give tid og plads til refleksioner, for det er ofte her ”guldet kommer”, dvs. oplevelser som mennesker kan genkende fra deres eget liv.
Jeg er en rigtig læsehest og er altid i gang med romaner og biografier på både dansk og engelsk, både af interesse og fordi jeg altid finder inspiration, jeg kan bruge i mit arbejde.
Flere har spurgt, om jeg ikke har lyst til at skrive en bog om mit eget liv, med baggrund i, at jeg er kendt for at fortælle om andre mennesker. Det kunne selvfølgelig være sjovt. Om det bliver til en udgivelse, og om nogen vil købe og læse den, vil tiden vise, slutter Zita. Og nu er tiden inde til at nyde den lækre frokost Per har stillet an på terrassen
Tak fordi vi må komme på vizit
Både Per og Zita sætter pris på at være private. Via deres arbejde er de begge blevet offentlige personer og mener ikke, de behøver indvie folk i deres private rammer.
– Jeg er også flere gange blevet spurgt om TV2 Nord ikke skal lave ”Vizitten” hjemme hos os, men det synes jeg slet ikke var passende.
Således orienteret er vi glade for den tillid, parret viser ”Jammerbugtnu” ved at åbne dørene, og vi siger mange TAK og kvitterer med denne historie.
