I 70´erne har samtalen ved aftensbordet hos købmanden i Ny Skovsgaard næppe drejet sig om fremstilling og destillering af spiritus. Størsteparten af lovligt fremstillet dansk spiritus kom dengang fra De Danske Spritfabrikker i Aalborg, og selv om det ikke var raketvidenskab, kunne det blive meget dyrt for både de, der forsøgte at skabe sig en biindtægt ved hjemmebrænderi og for deres kunder.
I dag er reglerne ændrede. Hjemmebrænderi er stadig forbudt, men ikke umuligt for de, der har lyst til at etablere sig på lovlig vis. Det afspejles i et stigende antal små destillerier, der skyder op overalt i landet, og i modsætning til fordums lyssky forretninger er virksomhederne godkendt af både Toldvæsenet, kommunen og Fødevarestyrelsen
Tranum Mølle Destilleri
Vi har besøgt Ulrik Mose Schade, der bor med sin hustru Hanne i den gamle mølle i Tranum. Det, der ligner et almindeligt parcelhus, gemmer på en overraskelse. I husets inderste rum er resterne af den gamle mølle bevaret i form af spændende murværk og et par ukurante rum, der bl.a. indeholder destillationsapparat, de blanke stålbeholdere, der hører faget til, samt et lager til råvarer og ”toldfrit område” til opbevaring af varer, indtil de bliver solgt.
Stedet har undergået stor forandring efter familien Schade flyttede ind.
– Min far var født i 1925, og som dreng kom han her for at få malet korn. Møllen blev formentlig revet ned midt i 30´erne, og da vi overtog huset lå resterne af soklen som en jordvold med selvsåede fyrretræer. Selve rummet har formentlig været anvendt til opbevaring af høsten fra den omgivende frugthave, forklarer Ulrik Schade.
Historien
Som søn af en købmand fik Ulrik gennem sin opvækst grundigt kendskab til varesortimentet, og han var ikke mindst begejstret for duften af de mange spændende krydderier.
Hans fremtidsdrømme gik imidlertid i en anden retning. Som en ægte mønsterbryder kom han på universitetet og uddannede sig til ingeniør. Sammen med hustruen, Hanne, flyttede han så langt mod syd, som det næsten var muligt indenfor Danmarks grænser. Parret slog sig ned i Rinkenæs ved Flensborg Fjord. Her fik de deres to børn, mens Ulrik arbejdede ved Danfoss, og hustruen, der oprindelig er uddannet erhvervsjurist, blev ejendomsmægler..
– Vi besluttede, at vores tid i Sønderjylland skulle have en ende, når børnene skulle i skole, og den 1. november 2001 vendte vi hjem og valgte at slå os ned i Tranum. Familiemæssigt var vi tæt forbundne med området her. Min kone kommer fra Brovst, hvor begge hendes forældre arbejdede på sygehuset. Indtil 2017 var hun selvstændig ejendomsmægler, men i dag er hun ansat i Klim Sparekasse.
Efter 30 år som softwareingeniør har Ulrik forladt arbejdsmarkedet for som selvstændig at hellige sig sin interesse og passion for spiritus. Oprindelig bryggede han øl, men interessen for alkoholprocenter og deres indflydelse på smagen skærpede hans interesse for spiritus, og det er nu to år siden, han fik sin spritbrænderlicens
-Jeg skal ikke leve af destilleriet, så jeg har ladet det udvikle sig ”organisk” og uden de store investeringer, men lige nu går det så godt, at jeg bliver nødt til at foretage en investering, så udseendet lever op til indholdet i flaskerne.
Derfor er varelageret i øjeblikket beskedent, for Ulrik har bestilt et reklamebureau til at lave nye professionelle etiketter og skabe en tidssvarende hjemmeside.
Gin til den store guld – og sølvmedalje
Råsprit og vand er hovedingredienserne i ginproduktionen på ”Tranum Mølle Gin”, og såvel sprit som krydderier køber Ulrik udefra. Som ene mand om produktionen har han ikke den fornødne tid til selv at samle bær og krydderurter.
– Det er heller ikke på det område, min hovedinteresse ligger. Det er klart teknikeren i mig, der følger udviklingen og processen frem til det færdige resultat. Jeg går først og fremmest op i at udvikle produkter, der smager godt. På det område kommer min mangeårige interesse for smag og madlavning mig til gode, for jeg ved præcis, hvornår en smag er optimal.
Vi har i øjeblikket 4 forskellige giner, Trinity, Botanic og Spicy på 47% , der alle har opnået guld- og sølvmedaljer i Berlin og guld i Hongkong. Schuttlebutt holder 57, 1%, desuden laver jeg på nuværende tidspunkt to snapse og vil gerne udvikle en whisky, når tiden er til det. Men vi skal jo også følge med efterspørgslen og mærker den tilstundende højtid, for allerede nu er der bestilling på julegaver med firmaetiketter
For nylig har vi deltaget i en ginmesse i Tyskland for at finde ny inspiration. Det er vigtigt for os at komme ud, ligesom vi gerne tager imod besøgende her hos os. Alene i sommer har vi haft massevis af turister, og det har faktisk også ført til aftaler om forhandling andre steder i landet.
Markedsføring er vigtig, og som medlem af sammenslutningen, Vendsyssel Fødevarer, deltager Tranum Mølle Destilleri i en række markeder i den kommende tid, bl.a. Høstmarked i Blokhus, Bæredygtighedsmarked i Havbådehuset og hos Tranum Lys i løbet af efterårsferien.
Se forhandlerliste på destilleriets hjemmeside.