Overskriften associerer til et rutefly, måske med kurs mod Mallorca, men Kenneth Munch Jensen er ikke luftkaptajn, men en ”jordnær” kaptajn i forsvaret.
Derimod har han en fascinerende hobby. Han flyver med droner og tager spændende billeder fra en vinkel, der normalt er forbeholdt fuglene.
Og det er ikke kun en hobby, for Kenneth Munch Jensen har fløjet med droner i Ukraine i 2016-2018, hvor han tjekkede våbenhvileaftaler og løste humanitære opgaver for OSCE (Organisationen for sikkerhed og samarbejde i Europa).
– Tidligere har jeg deltaget i observatøropgaver ved den Syrisk/Israelske grænse, hvor vi ofte befandt os lige i skudlinjen. I dag kan jeg se, hvor langt mere effektivt vi kunne have løst opgaverne, hvis vi dengang havde haft dronerne.
Jeg har altid været fascineret af teknik, og selvfølgelig blev jeg vildt optaget af dronerne, og det de kan, også fotografisk, og som det ofte går, når man bliver optaget af en hobby, skiftede jeg droner i takt med udviklingen. Men i dag har jeg besindet mig og skal ikke altid have det absolut nyeste.
Barndommens land – set fra oven
Kenneth boede indtil for et års tid siden i Aabybro, og som dreng har han fisket i Ryå og bevæget sig rundt i det omkringliggende landskab. For nogle dage siden sendte Kenneth en drone på fotomission over åen, der er i øjeblikket er gået over sine bredder. Vi, der befinder os i jordhøjde, vidste det godt, men at se landskabet ovenfra er en helt speciel oplevelse.
For at høre mere om de små maskiner, der ikke kun har navnet, men i høj grad også lyden fælles med bierne., kontaktede vi Kenneth, og forleden, da det var tørvejr og solen skinnede, kom han forbi med sine droner.
Legetøj for (ansvarsbevidste) voksne
Opfindelsen af droner har åbnet helt nye muligheder, ikke kun ”for sjov”, for i dag har bl.a. forsvaret, medierne, ejendomsmæglere og by- og landskabsplanlæggere nye muligheder af at besøge et vanskeligt tilgængeligt område uden at skulle trampe stier eller forstyrre naturen.
– Mange regler skal overholdes, i frit terræn må vi gå op i 100 meters højde, men her befinder vi os i udkanten af Lufthavnens kontrolzone, hvor vi må flyve i op til 40 meters højde. I virkeligheden er det også er en hel del, fordi mange detaljer kommer med på billederne. Dog vil personer sjældent være genkendelige, medmindre man i forvejen ved, hvem de er.
Vi må heller ikke flyve over større veje eller i bymæssig bebyggelse, medmindre vi indhenter speciel tilladelse. Det sætter selvfølgelig nogle begrænsninger, men det er klart, der skal være restriktioner, for det er ingen spøg at blive ramt af en 4 kilo tung drone.
Man skulle tro, at vore store naturområder var frit tilgængelige, men der er strenge restriktioner af hensyn til dyrelivet
-Jeg har for nylig lavet nogle optagelser af terrænet omkring ”Regan Vest” i Rebild bakker. Billederne har jeg efter flere overflyvninger sammensat til en mosaik, og et 3D billede af terrænet. Det var en spændende opgave, bl.a. fordi det var min fars daglige arbejdsplads gennem mange år, og jeg synes resultatet blev godt.
Kenneth er registreret med et firma med cvr-nummer og dronebevis, for det kræves, for at han må løse opgaver der kræver flyvning i bymæssig bebyggelse. Flere private dronefirmaer har tilladelse til udbyde den undervisningen der kræves og efter bestået skriftlig og praktisk prøver udsteder Trafikstyrelse det dronebevis, der kræves, for at komme lovligt i gang. Vil man flyve om natten, kræver det et særligt kursus.
Efter en kort snak skulle der handles. De to droner blev pakket ud og sluppet løs over Skeelslund, mens Kenneth opmærksomt fulgte med i luften og på en skærm. Resultaterne viser vi her på siden og siger ”TAK for turen”.