Da Sine Kildeberg, direktør på Vendsyssel Kunstmuseum, planlagde en udstilling med Jacob Rantzau, vidste hun knap, hvad hun sagde ja til. Jakob selv vidste, han disponerede over et antal kvadratmeter vægplads, og udstillingen tog form, først i hans hoved og siden i skitser. Men da han senere også fik museets store rum med, eksploderede planerne, for nu kunne selv det umulige lade sig realisere.
Da vi mødte Jacob fire dage før ferniseringen, var det som om hele bygningen, den tidligere klædefabrik, sitrede af energi og koncentration. Vi fik lov at træde ind ad døren til det velkendte store rum, der hver gang overrasker. En kunstudstilling er som en levende organisme, der insisterende tiltrækker sig beskuerens opmærksomhed.
Og overraskelsen udeblev ikke. Det normalt så lyse rum var forvandlet med sorte skillevægge og spots, der præcis ramte det vigtige, nemlig budskabet om og fra den tid vi lever i.
En udstilling i tiden
Det første, man møder, er 26 lige store portrætter af kvinder og mænd, der har det fælles, at de bor i ”verdens lykkeligste land”. Almindelige mennesker, i alle aldre, ikke bemærkelsesværdigt smukke eller grimme, ”som folk er flest”, men alligevel forskellige i deres forsøg på at opretholde en ydre facade.
Det næste værk, der falder i øjnene, er drengen. På en baggrund af guld står han, malerens yngste søn, med armene ned langs kroppen, parat til at indtage verden, hvis det ikke var for de mange begrænsninger, der er symboliseret ved en bunke afskårne hoveder ved drengens fod. Han har endnu ikke helt øje for dem, måske fordi han ikke er så gammel, at han er bevidst om, at verden ikke ”kun” er fyldt med muligheder, men i høj grad også med begrænsninger.
Hovederne symboliserer elementer af personlighed, drømme, tanker og forventninger, der fylder menneskers hoveder, men som vi i lyset af nutidens alvor og ikke mindst klima – og miljødebatten, SKAL tage alvorligt. Tidligere kunne ALT lade sig gøre, i dag hedder det skær ned på brugen af plasticposer, tøj, sko, spis grønt og ikke så meget kød, for mange flyrejser prikker til samvittigheden…… osv. Vi har endelig erkendt, at fremtiden er under forandring.
Maleriet ved siden af forestiller den ældre bror. Han har fundet ud af, hvad livet drejer sig om og søger af al kraft at proppe et hoved ned i jorden, for at slippe af med det.
It is in the nature
En endnu større overraskelse venter i det høje rum. Et værk bestående af i alt 18 malerier, 17 fuglebilleder, måger i forskellige højder, alle forsynet med liner, som en mand desperat søger at holde fast i sine hænder. 10 x 10 meter fylder det imponerende værk, som også kunstneren ser for første gang i sin helhed her på museet.
Midt i rummet ligger en halvt udbrændt robåd. Det store maleri viser det fortærende bål, hvor manden i båden måske også blev byttet, selv om han desperat søger at slippe væk..
Det kommer os alle ved
Det er et vigtigt og realistisk indlæg i nutiden, Jacob Rantzau har skabt til Vendsyssel Kunstmuseum. Det handler om liv og død og samspillet mellem menneske og natur. Publikum får indblik i arbejdsprocessen, for i et særskilt skitserum udstilles 100 arbejdsskitser, der giver indblik i den kreative proces. I samme rum vises en 60 minutter lang film, produceret af instruktør Martin Strunge; også den giver et indblik i dialogen mellem kunstneren, værket og beskueren.
So far away
I forbindelse med udstillingen har Kunstmuseet udgivet en rigt illustreret bog, der bl.a. rummer en spændende samtale mellem Jacob Rantzau og museumsdirektør Sine Kildeberg, og her findes svar på nogle af de mange spørgsmål, publikum stiller til udstillingen.
Jacob maler ikke for at tjene penge. Det har han for længst bevist, at han kan. I dag er han fri også af den galleriverden, der er attraktiv for de, der ikke er inde i den, men kan være et tungt åg for en kunstner med et alvorligt budskab.
Derfor bliver udstillingen styret med fast hånd. Jacob holder imaginære snore i sine billeder, indtil han selv sætter dem fri om et par måneder. Og fuglebillederne er altså ikke til salg enkeltvis, det kæmpestore værk vil forhåbentlig finde en kirke, et rådhus, en aula, hvor der er både fysisk og mental plads til at rumme det 10 x 10 meter store værk
Værket har været hele fem år undervejs, og i mellemtiden har vores verdensbillede ændret sig, så vi måske først nu forstår budskabet.
Engang kunne man ryste den slags fremtidsvisioner af sig ved tanken om, at det er ”so far away”, at ”de” nok finder på noget. I dag ved vi, at det ikke kun er ”de andre”, der skal finde på, vi skal alle bidrage, og måske forstår vi det lidt bedre efter at have set udstillingen på Hjørring Kunstmuseum.
Udstillingen kan ses indtil den 5. januar.
