Det er ikke alt, vi bliver bekendt med i tide. Eksempelvis blev forestillingen ”Hvor der ikke er sol” opført fire aftener i sidste uge i Klim Kalkovn, så forestillingen måtte vi undvære.
Til gengæld nåede vi at få en aftale med stykkets forfatter og hovedrolleindehaver, Sanne Sol Kristensen. I sommer blev hun uddannet på Skuespillerskolen Ophelia i København, en treårig uddannelse indenfor scenekunst og film, der som den eneste i Danmark er baseret på Meisnerteknikken.
Møde i sol
Vores møde stod i skarp kontrast til stykkets titel, for solen strålede fra en skyfri himmel, da vi mødtes udenfor Klim Kalkovn. Her var Sanne og hendes kæreste, Jens, som er fra Slagelse, beskæftiget med at rydde op efter de fire velbesøgte forestillinger, hvor publikum levede sig ind i handlingen.
Sanne er 28 år, født i Thorupstrand og opvokset i Klim. Hun blev student fra Fjerritslev Gymnasium, der optræder på mange kreative unges CV, blandt andet på grund af at de via deres musiklinje formår at udvikle mange musiske talenter.
Teaterinteressen blev grundlagt allerede i barndomshjemmet. Som 16-17 årig kom hun med navnkundige Ida Larsens mellemkomst med i Skovspillene hvor hun bl.a. har spillet Pippi Langstrømpe. Hendes mor, Randi Pedersen, har altid været involveret i de lokale dilettantforestillinger og Plejehjemsdilettanterne i Fjerritslev, ligesom bonusfaderen, Lars Ivan Pedersen, der bl.a. medvirkede i FOA-Revyen i Aalborg.
– Jeg var nært knyttet til Lars, og hans musikalitet var med til at præge min opvækst, så hjemme er jeg altid blevet støttet i min drøm om at blive skuespiller.
Selvfølgelig overvejede jeg om ikke, der var andre fag, der kunne være spændende, og jeg har bl.a. arbejdet som pædagog, indtil jeg erkendte, at ”skuespilleriet” blev ved med at rykke i mig, og så var der ingen vej udenom.
Jeg har fået en rigtig god ballast her på min hjemegn, men jeg har indset, at når jeg vil være skuespiller, må jeg flytte til København.
Inspireret af personlig sorg
– Jeg har selv skrevet stykket, som handler om sorg. Det er ikke fiktion, men bygger på mine egne følelser i forbindelse med min ”papfars” død for 4 år siden. Han døde af kræft, og han var et menneske, der havde præget mig og haft stor betydning, siden han kom ind i mit liv, da jeg var bare fem år.
På skolens opfordring skulle vi elever lave et soloprojekt om et emne, der lå os på sinde. Derfor skrev jeg et eventyr, og satte stykket op i Østre Kapel på Vestre Kirkegaard i København.
I handlingen optræder jeg dels som fortæller, dels som en kvinde, der har solen som sin nærmeste relation.
Solen og kvinden elsker hinanden højt, men en dag går solen bort, og kvinden bliver diagnosticeret med ”the broken heart syndrome”. Hun går herefter ud i skoven, hvor hun møder forskellige væsener, som forsøger at hjælpe.
Der er naturligvis forskel på at fortolke tekster, som andre har skrevet, og i dette tilfælde en tekst, som Sanne selv har skrevet, som hun om nogen ved, hvordan skal fortolkes.
– Det gør mig mere sårbar, at jeg ikke kan lægge ansvaret over på andre, men det er på den anden side også en situation, jeg godt kan lide.
Det har været en særlig oplevelse at spille stykket her, hvor en stor del af publikum også kendte Lars, og naturligvis er blevet mere berørt, end hvis der var tale om en fiktiv handling. Det er i virkeligheden et meget privat stykke, hvor jeg deler nogle stærke følelser med publikum , der sidder i en rundkreds, men også udgør en del af handlingen.
Det er noget publikum og jeg skaber sammen, og derfor kan stykket ikke sammenlignes med noget andet.
Når jeg overhovedet vover at optræde med et stykke, der i så høj grad involverer både mine egne og publikums følelser, skyldes det de mange dejlige og positive tilbagemeldinger, jeg har fået.
Det hjælper at sætte ord på det, der er svært. Døden og sorgen er stadig ret tabubelagt, selv om vi med sikkerhed alle bliver ramt på et tidspunkt.
Klim Kalkovn var en rigtig fin ramme om forestillingen. Jeg kan godt lide det rå udseende og tanken om, at stedet har været en arbejdsplads i mange år. Det betyder noget også for publikums oplevelse, at rummet har sin egen personlighed.
Økonomisk grundlag for opførelsen er skabt gennem en beskeden entréindtægt samt opførelse af forestillingen for to lokale skoleklasser. Udover Sanne medvirker veninden, Alberte Sofie Svenningsen, som musiker og kæresten, Jens Bernstorff Vejsnæs, som lysmand og scenograf.
Roller som nisser og spøgelse
Når Sanne rejser tilbage til Sjælland venter en helt ny og anderledes opgave. Fra 1. oktober er hun ansat på Ishøj Teater, hvor hun i tre måneder skal medvirke i en helt anden slags eventyr. ”Nissen på mandlen” er en juleforestilling for børn i alderen 3 til 10 år, og Sanne skal både spille to forskellige nisser, en trold og en heks.
Jens er også skuespiler og har netop spillet med i levendegørelsen af ”Fregatten Jylland” på Syddjurs Egnsteater, der bl.a. også har været opført i Norge.
Nu venter en helt ny opgave, han skal nemlig arbejde i Tivoli som ”skræmmer” i spøgelseshuset, med blod ud af mundvigen, så det er jo noget helt andet, griner Sanne.
Man får prøvet lidt af hvert i faget og siger ikke nej. Der er stor arbejdsløshed indenfor faget, og man bliver bare så glad hver gang, der opstår en ny chance, for det betyder en ny og spændende udfordring.
