Gummistøvler og stiletter kan sagtens forenes, det har bl.a. Tina Madsen erfaret.
Indtil for et halvt år siden boede hun i en stor villa, som tilmed var hendes barndomshjem i Pandrup, men i takt med at hendes tre børn blev voksne og selvhjulpne, oplevede hun, hvordan hensynet til ”andre” måtte vige for hensynet til hende selv.
Hvordan havde hun lyst til at leve? Var lykken et parcelhus med have, en lejlighed med altan eller et hus på landet, midt i naturen?
At der ikke længere var dagligt job eller børn, der skulle transporteres, betød en helt ny frihed for Tina og Bertram, en ung fuldvoksen Grand Danois på 75 kilo samt to smukke katte.
Og pludselig var det der, huset på Voldkærvej 37.
Lissi og Kåre
Her boede, Kåre Andersen, en norsk kunstner, der flyttede hertil i 2007 sammen med sin danske hustru, Lissi, for at realisere en drøm om at bo i Dannark. De ville gerne bo på landet, ikke langt fra Hirtshals og Color Line så deres børn, børnebørn og mange norske venner nemt kunne komme på besøg, hvad de også gjorde. I Norge var Kaare en kendt billedkunstner, men han var også kendt som kajakroeren, der i sin ungdom krydsede USA i kajak. Det vat stedet, hvor der var plads, til at næsten alle idéer kunne realiseres, der blev indrettet flot galleri med udstilling af Kaares mange skulpturer, malerier og tegninger. Et hønsehus skulle der også være, og selvfølgelig hed det Amalienborg, mindre kunne ikke gøre det. Med Ryå i baghaven var det oplagt at invitere kajakroere på galleribesøg, idéer var der mange af.
Men som årene gik, længtes parret efter at være tættere på børn og børnebørn. De ville hjem til Norge igen. Lissi, der havde oplevet vintre, hvor hun måtte rense taget for sne, var også ved at være mæt af det danske eventyr, og huset blev sat til salg.
Det var som i eventyrerne: Huset ventede på, at den rette kom forbi. I sommeren 2017 var en handel så tæt ved afslutning, at parret holdt afskedskomsammen med alle vennerne og solgte ud af de ting, der ikke skulle med til det nye hus i Oslo.
Men mere skete der ikke. Ikke før Tina fik øje på huset.
Tina
Hun havde faktisk været tæt på at købe et andet hus. Det blev beklageligvis solgt, bedst som Tina var parat til at underskrive slutsedlen. Men som ”ægte troldkvinde” tror Tina både på skæbnen, på varsler, på skytsengle og på Gud, og hun vidste, at når huset sådan var smuttet for næsen af hende, måtte der være en dybere mening med det.
Lidt ked af det var hun, men samtidig havde hun tillid til, at alt ville ordne sig på bedste vis. Men
da en bekendt fortalte hende om huset, der var til salg på Voldkærvej, var hun umiddelbart ikke begejstret.
Alligevel kørte hun en tur ad Søkærvej, drejede til højre lige før den hvide bro, og da hun så nr. 37, vidste hun, at det måske var her, hun skulle bo. Da hun kom ind og så de mange rum, var hun slet ikke i tvivl, det var her hun VILLE bo.
Og snart blev hun vild med det tidligere husmandssted, der rummede alt, hvad Lissi og Kåre fandt på. Nu rummer det alt, hvad Tina finder på. I den tidligere lade er der plads til Tinas mange møbler fra barndomshjemmet. Én af fordelene ved sådan en landejendom er nemlig, at her er plads til AL bagagen fra fortiden. Nogle vil selvfølgelig kalde det en ulempe.
Hvidt, hvidt, hvidt
Som det første gik Tina og børnene i gang med at male, spandevis af hvid maling blev købt og fordelt på alle vægge, og møbler og tekstiler blev ligeledes holdt i hvidt. Bertram fik heldigvis lov at beholde sin flotte sølvskinnende grå farve, og da haven var indhegnet, opdagede han hvilket paradis, også han var havnet i, for en stor hund trives nu én gang bedst på stor plads.
Og efter, vi har bevæget os rundt i alt det hvide fra rum til rum til rum, virker det overvældende pludselig at træde ind i et solgyldent univers, skabt af bl.a. 150 meter orange velour, draperet fra loftet på en måde, Tina er ekspert i, gulvet er dækket af de farvestrålende tæpper fra barndomshjemmet, og så er der masser af levende lys. Det er bl.a. her Tina mediterer, alene eller sammen med veninder.
Et liv med kroniske smerter
Af erfaring kender Tina betydningen af at lukke glæden og skønheden ind i sindet, for selv om hun bl.a. på de modelbilleder, hun lægger ind på Facebook, ligner et decideret overskudsmenneske, afspejler de langtfra hele sandheden.
. I mange år har jeg lidt af kroniske smerter i knæet, og det har forhindret mig i at leve det liv, jeg ønsker, bl.a. med et fast arbejde og mulighed for selv at bestemme og realisere mine mange kreative idéer, der næsten står i kø for at komme til. Længe har jeg grundet nedsat arbejdsevne været bremset og har måttet indstille mig på praktikforløb underlagt offentlige instanser,
Først på et møde med kommunens rehabiliteringsteam forleden blev jeg ”frisat”, så jeg nu kan få et ”rigtigt” arbejde, et flexjob med løn.
Blomster, blomster, blomster
Naturen betyder meget for Tina, og med livet på landet, registrerer hun de mindste forandringer i lyset og vejret hver eneste dag, så selv den mindste blomst i græsplænen får opmærksomhed.
I Tinas univers kan næsten alt lade sig gøre, og flere foreninger har nydt godt af Tinas kreative evner, når hun f.eks. udtænker (vilde) idéer til, hvordan man laver en idrætshal i Biersted om til snedronningens slot, og med de mange frivillige som arbejdskraft skaber en overdådig fest for flere hundrede mennesker.
Tina har altid arbejdet med blomster, en kort overgang havde hun selv butik i Pandrup, og hun har senest i en periode været i praktik i en lokal butik.
Men nu er det alvor, den 24. januar startede Tina i sit nye job hos Kaas Blomster, 6 timer om ugen, fordelt på to ugentlige arbejdsdage.
– Det er bare lykken, siger hun, mens glæden lyser i øjnene, for det handler ikke kun om selve jobbet, men i høj grad også om selvrespekt!
