For nylig fejrede svømmeklubben JET 50 års jubilæum.
En god begyndelse er guld værd, og der hersker næppe tvivl om, at den lokale svømmeklub i Pandrup fik en rigtig god start, takket være Walther Lundis og hans hustru, Lise, der døde for nogle år siden.
Historien startede en sommeraften for 50 år siden. En annonce i den lokale avis efterlyste svømmeinteresserede med henblik på undervisning. Hidtil havde interesserede børn, unge og voksne fået svømmeundervisning i Nørresundby, men med den nære beliggenhed ved Vesterhavet, var det oplagt også at tilbyde svømmeundervisning i lokalområdet. Derfor var en svømmehal på tale, men foreløbig var det kun blevet til et gigantisk hul i jorden mellem Pandrup og Kaas.
Den 5. juli samledes en gruppe interesserede mennesker på Pandrup Skole med henblik på at starte en forening, og dermed blev ”SVØMMEKLUBBEN JET” en realitet med Lise Lundis som formand.
Klubben fik en forrygende start. 1. april 1994 var der endnu ikke vand i bassinet, men klubben havde allerede 400 medlemmer. Walther har været med hele vejen, i dag er han 82 år og fortæller lidt af svømmeklubbens historie:
Året 1959
– Jeg var oprindelig fra Nørresundby, men flyttede til Pandrup, for her boede min kæreste, Lise, der var enebarn. Jeg havde ellers fundet en dejlig lejlighed til os i Nørresundby, men Lise havde ”andre planer”, hun blev gravid og fik mig overbevist om, at vi var nødt til at bo i Pandrup. Sådan blev det, snart blev familien udvidet med tre børn, og som de unge forældre vi var, blev vi også engagerede i deres fritidsinteresser.
Min søn sagde i sin tale til vores guldbryllup, ”Far, du har ikke tre børn, i virkeligheden har du 804 børn, for vi var en del af de mange, som du har haft til svømning, FDF og fodbold”.
Mit engagement skyldes dels min opvækst med FDF i Aalborg, og svømning skyldes, at vore egne børn skulle lære at svømme. Vi havde en nabo, der kom østfra (underforstået langt fra Vesterhavet), de havde et par børn, som jeg også påtog mig at lære at svømme, så de en dag kunne klare sig i Vesterhavet. Det rygtedes, og pludselig underviste jeg en stor flok børn i svømmeklubben i Nørresundby. Jeg havde ”papirerne i orden”, idet jeg var uddannet på Ollerup Gymnastikhøjskole. I løbet af ganske få år voksede interessen, så eleverne ikke længere ankom i en – to – tre privatbiler, men i busser til Lindholm gamle skole, der havde en svømmehal, vi kunne disponere over.
Erfaringen viser, at en forening klarer sig bedst ved kun at have en enkelt aktivitet, i dette tilfælde svømning, og det blev starten på ”svømmeklubben JET”.
Jeg var ansat ved Forsvaret, og i den forbindelse havde jeg bl.a. været på Idrætshøjskole, så alt i alt havde jeg opnået nødvendig erfaring til at udfærdige regler og vedtægter for foreningen, og så startede Lise og jeg ”Svømmeklubben JET”. Hun var formand, jeg var træner – og vi startede helt uden penge.
I begyndelsen måtte vi betale leje af hallen, 150 kroner for en time, og fra starten fik vi henstand med betalingen, indtil kontingenterne kom ind. Men det skal siges, at Pandrups daværende borgmester behandlede os pænt, vores gæld blev slettet, med den begrundelse, at vi var kommet så fint fra start.
Fra begyndelsen satsede vi på bredden, og med de 300 deltagere, børn og forældre fra Lindholm, havde klubben et rigtig godt fundament.
Rygtet om klubben bredte sig ud over den daværende kommunegrænse, og snart fik vi henvendelser fra Skovsgaard, Brovst og Tranum, om de også kunne få hold hos os. Selvfølgelig kunne de. Det blev til først et, så to og flere hold. Senere fik også Arentsminde et par hold – og senere, da også babysvømning og handicapsvømning kom til, måtte jeg løbende videreuddanne mig.
Da Lise og jeg stoppede havde vi 850 aktive svømmere i foreningen. Sjovt at tænke på, for den havde udviklet sig selv gennem årene, vi havde aldrig lagt planer, jeg havde f.eks. ikke kendt til Skovsgaard og Arentsminde, men rygtet var simpelthen gået fra mund til mund.
Konkurencesvømning
Vi måtte følge med tidens krav om også at tilbyde konkurrencesvømning, og det var op til mig, at finde ud af hvordan? Der var ingen steder, jeg kunne læse om reglerne, så jeg rådførte mig med Dansk svømme- og livredningsforbund.
Her var man ligeledes i gang med at samle informationer og oversætte fra norsk og engelsk. Via mit arbejde i Forsvaret havde jeg adgang til oversættelse fra engelsk, og vi fik styr på de internationale regler, så vi også kunne afholde stævner.
Det var en stor tilfredsstillelse at opleve klubben udvikle sig gennem årene, der var gang i den, også for mig, der ofte var i hallen fra klokken 16 til 22 mandag, tirsdag, onsdag og torsdag. Jeg investerede hele min fritid i svømning, og jeg har på intet tidspunkt fortrudt
Senere sagde jeg ja til også at bistå Aabybro Svømmeklub, aftalen lød på 2 år, men jeg var der i 22.
Jeg blev belønnet med Dansk Idræts Forbunds æresnål i guld, og jeg er æresmedlem i Svømmeklubben JET.
For Walther har arbejdet med børn og unge altid været en hjertesag, hele livet har han haft overskud til både egne og andres børn og unge, også når det gjaldt spejderbevægelsen.
Jeg forlod militæret i 2012, oprindelig skulle jeg være gået på pension som 60-årig, men da jeg på et tidspunkt var blevet tjenestemand, udnyttede jeg muligheden for at blive til jeg var 70.
Ældre hjælper ældre
Svømmeklubben har stadig en stor plads i Walthers hjerte, men på et tidspunkt fik han nok af vand, og så fik et andet område glæde af hans menneskelige engagement.
-Jeg var med til at starte ”Ældre hjælper ældre” i Jammerbugt Kommune for 15 år siden, fortæller Walther.
Vi er en frivillig organisation, der støtter ældre og giver en hånd, hvor der er behov. Det kan være hjælp til småopgaver som at hænge en lampe op eller ledsage ældre medborgere til aftaler, f.eks. på hospitalet, uanset om det er i Hobro, Hjørring eller Aalborg. Ikke alle har pårørende, der kan følge med til vigtige aftaler i sundhedsvæsenet, og der træder vi så til. Men jeg vil understrege, at vi ikke er besøgsvenner, den opgave overlader vi Røde Kors og Ældresagen.
Folk bliver jo ældre i dag, og heldigvis er der rigtig mange, som er friske og stort set klarer sig selv. Men det er af stor betydning, at der er hjælp at få for de, der ikke har pårørende i nærheden.
Jeg har forresten også et gymnastikhold med mere end 30 seniorer, den ældste er 92 og klarer sig fint, fortæller Walther.
Det sociale engagement
Det er altid faldet mig naturligt, at give en hjælpende hånd, når jeg ser et behov. På det område er jeg præget af min opvækst.
Jeg kommer fra et arbejderhjem i Aalborg midtby og var den yngste af 5 søskende. Rammerne var vide, men det lå fast, at vi børn selv måtte tjene pengene, hvis vi havde ønsker eller nye behov. Min bedstemor var en klog kone med en social indstilling, hun var altid parat til at hjælpe familie og venner, og hendes dør stod altid åben. Manglede jeg penge til en aktivitet f.eks. ved spejderne eller svømning, kunne jeg altid gå til hende, og så betalte hun mod aftale om, at jeg skulle løse en eller anden opgave for hende.
At hjælpe andre er også givende for én selv, det har jeg bl.a. oplevet efter min kones død for 10 år siden. Bare det lille ord ”tak” er med til at give mit liv mening. Jeg har jo selv oplevet, hvordan venner gennem mange år pludselig gik over på den anden side af gaden eller veg tilbage for at tale med mig efter min kones død. Jeg oplevede det som et kæmpesvigt, som jeg aldrig er kommet over. Jeg ved godt, det ikke er ond vilje, men vi mennekser bør efterhånden være så bevidste og kloge, at vi formår at overvinde os selv, når venner og bekendte oplever, at tilværelsens fundament bryder sammen. Ofte er et enkelt ord eller et skulderklap tilstrækkelig til at vise sin medfølelse.
Familien
Familien betyder meget, og mine tre børn var til stor hjælp, da jeg sad fast i sorgen over min kones død. Hverdagene var fyldt med de sædvanlige gøremål, men weekenderne var svære at komme igennem. Mine børn og børnebørn bor heldigvis i nærheden, Pandrup, Vestbjerg og Aalborg Øst, og de trådte også til, når de så, jeg havde brug for dem. Men jeg var jo også bevidst om, at jeg selv skulle lære at fylde min tilværelse ud.
Allerede mens Lise levede skabte vi en tradition. En gang om året samler vi vores fjorten børnebørn. Programmet er altid det samme, vi kørte til Løkken for at bowle, og bagefter serverede vi hjemmelavede frikadeller og kartoffelsalat. Til traditionen hører også, at de spiller alle de gamle spil, de har underholdt sig med helt fra den tidlige barndom. De får hverken julegaver eller fødselsdagsgaver, i stedet får de den årlige oplevelsesdag, som de er rigtig glade for, også nu, hvor de efterhånden alle er blevet voksne.
– Den her oplevelse vil vi holde fast i, den må aldrig gå i stå, siger de, og jeg glæder mig over, at mange af dem er begyndt at ses privat og vil fortsætte traditionen.
To ord med stor betydning.
– UNDSKYLD og TAK, de to små ord må man aldrig glemme, hvis man vil frem i verden, siger Walther. Det lærte min bedstemor mig, og hvor har jeg ofte givet hende ret.
Jeg mindes en ældre dame, jeg mødte på et plejehjem. Hun skulle hurtigt aflevere en urinprøve til lægen, men hvordan?
Jeg foreslog, de sendte pedellen, men det måtte de ikke. De måtte heller ikke sende en medarbejder, hvad kan I så gøre, spurgte jeg.
De var nødt til at sende en taxa, og da den nu til dags kommer fra Aalborg, bliver det dyrt, dels for turen Kaas retur, dels de få kilometer hen til lægen i Pandrup.
Det var for tåbeligt, så jeg tilbød at køre den korte tur. Pludselig fik jeg øje på en ældre dame i morgenkåbe, hun havde feberblanke øjne, da hun vinkede mig hen – ”tusind tak, fordi du vil hjælpe mig”, sagde damen, og pludselig indså jeg, hvor stor betydning bare en lille handling kan have.
I løbet af samtalen går det op for mig, hvor stor betydning et eneste menneske kan have for et lokalsamfund, rigtig mange mennesker, unge som gamle har virkelig noget at takke Walther for.
Vi kan slet ikke fortælle alt, blot minde om, hvad det betyder for en by/egn, når en ildsjæl som Walther Lundis vælger at slå sig ned.
Børnene fra Tjernobyl
Og så slutter vi med en særlig beretning fra Walthers lange virke:
– Jeg blev kontaktet af den daværende borgmester Dam, om jeg ville være med i et fælles hjælpeprojekt, iværksat af de fire kommuner, Pandrup, Aabybro, Brovst og Fjerritslev (sidstnævnte sprang dog fra).
Det lød spændende, de 22 børn flyttede ind i Uddannelsescenteret i Tranum og medbragte en leder. Jeg fik fri fra Forsvaret til at varetage opgaven. De fleste af børnene kom fra et børnehjem og havde ingen familie, de var mellem 7 og 15 år, og lokale læger og tandlæger bakkede op om projektet. Et par af pigerne havde fået stråleskader, så de skulle have ekstra opmærksomhed. Vi iværksatte forskellige former for adspredelse for børnene, bl.a. var de på overlevelsestur med spejderne. Jeg havde fået lov at disponere over svømmehallen. Elap Music donerede træningsdragter og svømmetøj, Saltum Vand donerede 12 kasser sodavand om ugen, og hos Røde Kors i Brønderslev fik de alt det tøj, de ville have. Det var jo et rent slaraffenland for de børn, der aldrig havde oplevet at der var mad nok, legetøj, tøj og omsorg. Det var rørende, en lille dreng kravlede op på skødet af mig, lænede sig ind mod min krop og faldt straks i søvn, helt afslappet. Lederen fortalte, at barnet aldrig før havde haft voksenkontakt på den måde. Det holdt hårdt, da børnene skulle rejse hjem, ingen af dem ville sige farvel til mig, og da jeg ville tjekke, at de havde fået alt med, så jeg til min undren, at alt legetøj var ødelagt.
Lederen fortalte, det skyldtes, at alt, hvad de havde fået og haft glæde af i den måned, de havde været her, skulle afleveres, når de kom tilbage til børnehjemmet, og tanken om det har udløst de primitive reaktioner.
Jeg har aldrig hørt mere til børnene, men jeg tænker ofte på dem og deres videre skæbne, slutter Walther.
